Sport

Bayern giver mangeårig Liverpool-stjerne treårig aftale

Sadio Mané er nu officielt Bayern München-spiller. Aftalen gælder i de kommende tre sæsoner.

Efter seks år i Liverpool skifter den senegalesiske landsholdsstjerne Sadio Mané til Bayern München.

Klubskiftet har været under opsejling i flere uger og er endelig blevet officielt onsdag middag.

Mané har underskrevet en tre år lang kontrakt med den sydtyske storklub.

– Vi har haft mange samtaler, og jeg har oplevet stor interesse fra denne store klub, siger nyerhvervelsen til Bayerns hjemmeside.

– Fra begyndelsen stod det klart for mig: Det er det rigtige tidspunkt til en ny udfordring. Jeg vil opnå meget med denne klub – også internationalt, siger den 30-årige angriber.

Sadio Mané indledte seniorkarrieren i franske Metz, inden han fik et gennembrud i to sæsoner i Red Bull Salzburg.

Herfra kom han til Southampton, hvor han gjorde det så godt, at Liverpool-manager Jürgen Klopp i 2016 hentede ham til Merseyside.

Her har Mané været en central figur i genrejsningen af Liverpool som europæisk storklub. Gennem seks år i klubben blev han noteret for i alt 269 kampe og 120 scoringer.

Tidligere på året var han med til at gøre Senegals landshold til afrikansk mester for første gang nogensinde.

– Han er takket være sine fremragende præstationer og sine store succeser på international topniveau gennem mange år en spiller, som der kun er ganske få af i verden, siger Bayern-formand Oliver Kahn.

/ritzau/

Back to top button