Udland

Bankchef øjner flere overraskelser om inflationen i USA

Det er vigtigt at få dæmpet inflationen, siger centralbankchef, der dog ikke udelukker nye overraskelser.

Den amerikanske centralbank gør sit ypperste for at få dæmpet inflationen, der er steget til det højeste niveau i fire årtier.

Det forsikrer centralbankchef Jerome Powell onsdag.

Han kan dog ikke afvise, at flere ubehagelige overraskelser kan være på vej.

– Inflationen har helt tydeligt overrasket i løbet af det seneste år, og der kan være yderligere overraskelser i vente, siger Powell.

– Men det er altafgørende, at vi dæmper inflationen, hvis vi skal have en længere periode med stærke forhold på arbejdsmarkedet til gavn for alle, siger centralbankchefen onsdag i den amerikanske Kongres.

Han har i Kongressen aflagt sin halvårlige økonomiske rapport.

USA’s centralbank styrer landets rente og bestemmer, om der skal sendes flere penge ud i systemet, eller om der skal trækkes penge ud af det.

Centralbanken – eller Federal Reserve – arbejder for at opnå opsatte mål for inflation, beskæftigelse og sikre stabilitet i den amerikanske økonomi.

Derfor har den en vigtig rolle netop nu, hvor inflationen er høj.

Inflationen er et udtryk for udviklingen i priserne over tid. Når inflationen stiger, får forbrugerne mindre for de samme penge. Man vil dog gerne have en lille, stabil inflation i økonomien, fordi det holder gang i forbruget.

USA’s centralbank har hævet renten i et forsøg på at dæmpe inflationen. Jerome Powell anerkender dog, at det også giver en risiko for recession.

– Det er på ingen måde vores hensigt, men det er helt sikkert en mulighed, lyder det fra Powell ifølge nyhedsbureauet AFP.

Ordet recession anvendes for det meste om en situation, hvor et lands bruttonationalprodukt er direkte faldende i mindst to kvartaler.

Det er altså udtryk for, at en økonomi skrumper.

En amerikansk recession kan bringe millioner af job i fare.

/ritzau/Reuters

Back to top button