Sport

Bakken Bears gør comeback i Europa efter russisk udelukkelse

Russiske Avtodor Saratov er blevet smidt ud af international basketball, og det baner vejen for Bakken Bears.

Bakken Bears profiterer af, at den russiske klub Avtodor Saratov er blevet smidt ud af international basketball efter Ruslands invasion af Ukraine.

Den aarhusianske klub får således russernes plads i kvartfinalen i Fiba Europe Cup.

Det skriver klubben på sin hjemmeside med henvisning til Det Internationale Basketballforbund (Fiba), som bekræfter sagen på sin hjemmeside onsdag.

Michael Piloz, der er sportschef i Bakken Bears, tager imod nyheden med blandede følelser.

– Det her sker på en utrolig tragisk baggrund. Vi ville på alle måder foretrække, at det ikke var nødvendigt, men når Fiba beder os genindtræde i turneringen, så gør vi det naturligvis, siger Michael Piloz.

Han ville ønske, at det var blevet afgjort på banen og ikke på grund af en krig i Ukraine.

– Vi er sportsfolk nok til at når bolden kastes op, så kommer vi til at spille vores chance. Men ud over det er det for tidligt at tale om de sportslige perspektiver, siger Michael Piloz og tilføjer:

– Lige nu handler det om at få arrangeret to europæiske kampe med en uges varsel og ikke mindst finde en samarbejdspartner, så vi i forbindelse med hjemmekampen kan yde vores bidrag til den ulykkelige situation i Ukraine.

Allerede tirsdag slog Fiba fast, at russiske klubber blev udelukket fra forbundets turneringer. Onsdag har man klarlagt konsekvenserne samt yderligere sanktioner.

Rusland fratages eksempelvis sit kandidatur til værtskabet af EM i 2025.

Bakken Bears røg ud af Fiba Europe Cup, da klubben måtte nøjes med tredjepladsen i gruppespillet.

Aarhusianerne sluttede efter netop Avtaodor Saratov og tyrkiske Bahcesehir.

På grund af udelukkelsen af det russiske mandskab skal Bakken Bears nu møde rumænske Oradea i Fiba Europe Cups kvartfinale.

Den første af to kampe skal spilles allerede onsdag i næste uge. Returopgøret i Rumænien er programsat til den efterfølgende uge.

/ritzau/

Back to top button