Kriminal

Badegæst er i kritisk tilstand efter hovedspring nær Kolding

En 30-årig mand kom galt afsted under et forsøg på at lave et hovedspring på en strand øst for Kolding.

En 30-årig mand er i kritisk tilstand, efter at han søndag eftermiddag forsøgte at springe på hovedet i vandet på stranden i den lille landsby Sønder Stenderup, som ligger øst for Kolding.

Det fortæller vagtchef ved Sydøstjyllands Politi Torben Wind natten til mandag.

Efter springet lå manden livløs i vandet.

– Han var sammen med nogle bekendte, da det skete. De konstaterede, at han lå livløs i vandet og fik ham ret hurtigt hevet op, siger vagtchefen.

Ambulance, politi og en lægehelikopter blev kaldt til stedet, og manden blev fløjet til Aarhus Universitetshospital i Skejby, hvor han er indlagt.

Ulykken skete søndag kort før klokken 16.30.

De pårørende er underrettet.

/ritzau/

Back to top button