Forbrug

Autentisk ferie: Sådan finder du alternativer til de turistede steder

Der er flere ting, du kan gøre, hvis du gerne vil besøge andre steder end lige der, hvor alle de andre turister er, når turen går sydpå.

For rigtig mange venter sommerferien lige rundt om hjørnet og dermed måske også en rejse sydpå.

Går turen til de klassiske steder, kan man typisk forvente, at man langt fra er den eneste turist, der har samme planer.

Men der er hjælp at hente, hvis man gerne vil undgå de meget turistede steder.

Her har Anne-Vibeke Isaksen flere tips. Hun står bag hjemmesiden og tv-programmet “Anne-Vibeke Rejser” og har selv været i 100 lande.

– Der er slet ingen tvivl om, at jo mere du kommer væk fra de meget turistede steder, jo bedre service får du og til en meget bedre pris, siger hun.

Kommer det eksempelvis til spisesteder, har Anne-Vibeke Isaksen haft succes med de steder, hvor de lokale slår vejen forbi.

For ud over at maden som regel er bedre, er prisen typisk også billigere.

For at finde de gode spisesteder plejer Anne-Vibeke Isaksen at spørge værten på campingpladsen eller hotellet til råds.

Har man booket turen til Rom, Paris eller en anden populær storby, kan det gå hen og blive en dyr omgang. Det kan lade sig gøre at opleve stederne på et andet budget, men det kræver forberedelse.

Her kan man eksempelvis søge inspiration hos bloggere, influencere og rejsejournalister. Det kræver dog, at man er kritisk

– Man skal virkelig have tid til at sidde hjemme i sofaen, surfe sig igennem og gå i dybden med at læse og prøve at finde ud af, hvem, der rent faktisk har været der, hvem, der har de der gode rejsetips, hvem der bare siger det fordi de får penge for det, siger Anne-Vibeke Isaksen.

Hun nævner også Facebook-grupper som kilde til inspiration. For at finde de rigtige grupper kan man eksempelvis søge på landet eller ferieformen.

– Inden for eksempelvis camping findes der rigtig mange gode Facebook-grupper, hvor man kan skrive: “Vi skal Norditalien, vi har ikke rigtig lyst til at køre til Gardasøen, som vi plejer, er der nogle, der kender nogle gode steder?”.

– Og det kan så starte en hel tråd, siger Anne-Vibeke Isaksen, der også er landsformand for Dansk Campingunion.

En, der også har haft gode oplevelser med at spise sammen med de lokale, er Jytte Flamsholt Christensen. Hun står bag flere af de populære “Turen går til”-rejsebøger. Her har hun blandt andet skrevet om Mallorca og Sydtyskland.

Hvis man vil undgå de meget turistede spisesteder, anbefaler forfatteren, at man går om i sidegaderne eller om bag hovedstrøget.

Vil man ud at spise med de lokale, er det vigtigt at notere sig, hvornår de går ud og spiser.

– Det kan godt blive noget senere end klokken 18, siger hun.

– Her er man nødt til at lave lidt arbejde hjemmefra eller på stedet for at finde ud af, “hvordan er det, man gør her”.

Hvis turen eksempelvis går til Mallorca, råder hun også til, at man rejser til midten af øen eller nordvestkysten, hvis man gerne vil undgå at møde en masse andre turister.

– Der er noget mere at foretage sig end at ligge på stranden. Det kan være aktiv ferie eller at sejle, siger hun.

– Det kan man også i Palmabugten, og hvor man ellers har de store hotelkoncentrationer. Men der er lidt mere ro på de steder, hvor der ikke er helt så store koncentrationer.

/ritzau fokus/

Back to top button