Sport

Atletikpræsident byder Semenya velkommen før VM-comeback

For første gang i fem år kæmper Caster Semenya om VM-metal. Det bliver på en længere distance end tidligere.

Natten til torsdag dansk tid stiller den omdiskuterede sydafrikanske atletikstjerne Caster Semenya til start i et VM-løb for første gang i fem år.

Siden den tidligere OL- og VM-guldvinder på 800-meterdistancen løb guldet hjem ved VM i London i 2017 har hun været gennem en opslidende og foreløbig forgæves kamp for at stille op på sin favoritdistance ved internationale stævner.

Verdensforbundet World Athletics indførte i 2018 en regel om medicinering af kvindelige atleter.

Reglen foreskriver, at mellemdistanceløbere med et højt niveau af mandlige kønshormoner skal sænke deres testosteronniveau for at konkurrere i samme kategori som andre kvindelige løbere. Semenya har nægtet at lade sig medicinere.

Sagen blev i 2019 bragt for Den Internationale Sportsdomstol (CAS), som tillod atletikforbundet at indføre reglen, der har mødt modstand fra flere kanter.

Siden appellerede hun afgørelsen til Den Schweiziske Forbundsdomstol, men heller ikke her fik hun medhold.

Sydafrikaneren har nægtet at tage medicin og har derfor ikke konkurreret på favoritdistancen 800 meter de seneste år, men hun er i stedet blevet langdistanceløber.

Derfor bliver det på 5000-meteren, at hun gør VM-comeback, og det er hun mere end velkommen til, siger World Athletics-præsident Sebastian Coe. Der har i flere år været en kendt kløft mellem Coe og Semenyas synspunkter.

– Hun er fuldt berettiget til at være her. Hvis hun vælger at konkurrere på en distancen uden restriktioner, får hun den samme behandling og de samme muligheder som alle andre atleter, der er her på lovlig vis, siger Sebastian Coe.

Han understreger, at han aldrig har villet udelukke Semenya eller andre i samme situation fra atletik, men at konkurrencevilkårene skal være ens for alle udøvere.

– Hele min tilgang til det her spørgsmål har handlet om at være inkluderende. Jeg er ikke i det her job for at forhindre folk i at konkurrere, siger Sebastian Coe, der selv er tidligere mellemdistanceløber.

Restriktionerne for testosteronniveauet gælder aktuelt på distancerne fra 400 meter til 1500 meter. Men det kan i princippet ændre sig til også at omfatte flere distancer, siger atletikpræsidenten. Det afhænger dog af videnskabelige undersøgelser i de kommende år.

– Det er ikke noget jeg vil spekulere, jeg vil lade mig vejlede af videnskaben, siger Coe.

/ritzau/AFP

Back to top button