Udland

Astronaut gift på 93-års fødselsdag: Vi er som bortløbne teenagere

Buzz Aldrin, der deltog i første månelanding, gifter sig med sin kæreste gennem mange år.

Buzz Aldrin, astronauten der var det andet menneske, som gik på Månen, har lørdag på sin 93-års fødselsdag giftet sig med sin veninde.

Aldrin skriver på Twitter, at brudeparret er “lige så spændte som bortløbne teenagere”.

– På min 93-års fødselsdag kan jeg med glæde meddele, at min kæreste gennem lang tid, dr. Anca Faur, og jeg har ladet os smede i Hymens lænker, fortæller han.

Anca Faur er ifølge amerikanske medier 63 år.

Aldrin blev verdensberømt og satte et bogstaveligt aftryk i verdenshistorien, da han 20. juli 1969 som en del af missionen Apollo 11 landede på Månen.

Her fulgte han lige efter sin kollega Neil Armstrong ned ad stigen og satte som det andet menneske nogensinde fod på Månen.

Faur, som har en doktorgrad i kemi, har været vicedirektør i den tidligere astronauts selskab Buzz Aldrin Ventures.

– Vi blev ført ind i ægteskabet ved en lille privat ceremoni i Los Angeles og er lige så spændte som bortløbne teenagere, skriver han i sit tweet.

/ritzau/Reuters

Back to top button

Bruger du Adblocker?

Please consider supporting us by disabling your ad blocker