Indland

Arla vil belønne klimavenlige mælkebønder med historisk bonus

Mælk bliver dyrere, men klimaomstillingen åbner kommercielle muligheder, lyder det fra Arla-topchef om plan.

Mejerigiganten Arla vil lave en historisk klimaplan til 3,7 milliarder kroner om året.

Pengene skal uddeles til de mest klimaeffektive mælkeproducenter. Det sker som et led i at reducere koncernens udledning af drivhusgasser, skriver Finans.

Ifølge avisen er Arla den første mejerikoncern i verden til at vedtage en sådan klimaplan.

Planen giver en stribe kommercielle muligheder, oplyser virksomhedens administrerende direktør, Peder Tuborgh.

Han vurderer, at mælk vil blive dyrere for den enkelte forbruger. Til gengæld vil Arla imødekomme en stigende efterspørgsel på mere bæredygtige produkter.

– Planen sikrer, at vi når vores mål om at reducere udledningen af drivhusgasser fra gårdene med yderligere 30 procent inden 2030. Men planen åbner samtidig en masse kommercielle muligheder for Arla og giver økonomisk mening for vores andelshavere, vurderer Peder Tuborgh overfor Finans.

Pengene skal uddeles som en del af et detaljeret pointsystem. De mest klimaeffektive landmænd kan score 100 point og få tillæg på op til 30 øre per liter mælk.

Mælkeproducenterne ser positivt på planen, lyder det fra Kjartan Poulsen, der er formand i Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter.

Det er dog afgørende, at forbrugerne er villige til at betale mere for mælken.

– Det må ikke ende som en plan, der bare flytter en masse penge rundt mellem gårdene. Forudsætningen for det hele er, at kunderne vil betale det, som indsatsen koster. Ellers holder det ikke ret længe, siger Kjartan Poulsen til Finans.

Planen offentliggøres fredag.

Arla er et andelsselskab, der er ejet af flere end 9000 mælkeproducenter i blandt andet Danmark.

Landsbrugets klimaregnskab er allerede et varmt emne i valgkampen. Regeringens tre støttepartier, Enhedslisten, SF og De Radikale, kræver alle en CO2-afgift på landbruget, og at landbrugets klimamål skal hæves.

Inger Støjberg (DD) mener derimod, at venstrefløjen er ved at jage landbruget væk. Emnet ledte til en ophedet diskussion mellem Danmarksdemokraternes leder og Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen, under en partilederdebat onsdag aften.

/ritzau/

Back to top button

Bruger du Adblocker?

Please consider supporting us by disabling your ad blocker