Antallet af indberetninger af rituelle omskæringer stiger markant
I 2021 blev der indberettet 1095 rituelle omskæringer mod 652 fire år tidligere, skriver Kristeligt Dagblad.
Antallet af indberetninger af rituelle drengeomskæringer er steget næsten 70 procent på få år.
Det viser nye tal, fremgår det af Kristeligt Dagblad lørdag.
I 2017 blev der registreret 652 rituelle omskæringer på private klinikker og sygehuse.
De nyeste tal fra Landspatientregistret viser, at antallet i 2021 var steget til 1095.
Sundhedsdatastyrelsen skønner, at der årligt finder omkring 2000 omskæringer sted.
Religionssociolog Brian Arly Jacobsen fra Københavns Universitet ser stigningen i antallet af registreringer som et tegn på, at flere – ikke mindst muslimer – i dag sørger for at få foretaget rituelle omskæringer på landets private hospitaler og klinikker.
– Flere benytter sig af den mulighed, i takt med at sundhedsplejersker, læger og andet sundhedspersonale bliver bedre til at informere om muligheden for det.
– Samtidig har der også ad flere omgange været historier i medierne om konsekvenserne ved at få foretaget omskæringer på det såkaldte grå marked, siger Brian Arly Jacobsen til Kristeligt Dagblad.
Lægernes registreringspligt blev skærpet i 2017. Det skete i et forsøg på at få kortlagt omfanget af rituelle omskæringer i Danmark.
TV 2 har tidligere dokumenteret, at personer uden lægelig autorisation i Danmark foretager rituelle omskæringer.
Ifølge Brian Arly Jacobsen kan sådanne historier være med til at forklare, hvorfor antallet af rituelle omskæringer uden for sundhedsvæsenet er faldet.
Ifølge Sundhedsdatastyrelsen er det gået fra 77 registrerede tilfælde i 2017 til fem i 2021.
Urfan Ahmed er praktiserende læge og talsmand for den muslimske paraplyorganisation Dansk Muslimsk Union i debatten om omskæring. Han har noteret sig en øget interesse blandt muslimer for, at omskæringer skal foretages på klinikker.
– Folk er blevet mere opmærksomme på at hjælpe hinanden med at finde frem til de rigtige steder, hvor det foregår under de mest forsvarlige forhold, siger han til Kristeligt Dagblad.
/ritzau/