Indland

Antallet af dødelige arbejdsulykker fortsætter med at stige

42 personer mistede livet i arbejdsulykker sidste år. Ulykkerne sker særligt på byggepladser, skriver medie.

Sidste år fortsatte en stigende tendens med dødelige arbejdsulykker her i landet, og antallet er ikke set højere i mere end ti år. Det skriver mediet Zetland.

I 2022 mistede 42 personer livet, mens de udførte deres arbejde. Det viser en opgørelse, som Arbejdstilsynet har lavet for netmediet.

Det er særligt på landets byggepladser, at ulykkerne sker.

I opgørelsen fremgår det, at antallet af alvorlige ulykker i bygge- og anlægsbranchen har set en markant stigning de senere år. Sidste år blev der anmeldt 6219 ulykker.

I samtlige ulykker i bygge- og anlægsbranchen sidste år udtalte Arbejdstilsynet kritik for manglende sikkerhed. Det viser en aktindsigt, som Zetland har lavet.

Flemming Hansen, chefkonsulent for byggegruppen i fagforeningen 3F, mener, at der er sket en forråelse i branchen, i takt med at den har oplevet et opsving de senere år.

– Og den letteste måde at effektivisere, mener bygherrerne åbenbart, er ved at slække lidt på sikkerheden, siger han til Zetland.

Udviklingen sker dog først og fremmest på grund af manglen på planlægning i byggebranchen. Det siger Kent J. Nielsen, ulykkesforsker på Regionshospitalet Herning.

– I Danmark har vi en tendens til hele tiden at gå efter de hurtige gevinster på den korte bane. Man vil i gang og så finde ud af, hvordan man løser opgaven undervejs.

– Det betyder også, at man ikke helt kan se værdien i at undersøge de ulykker, der sker, fordi det jo ikke giver nogen kortsigtet gevinst, siger forskeren.

Daværende beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) udtalte i august sidste år, at det ser ud som om, at der ikke er tid og ressourcer til at tage ordentligt hånd om arbejdsmiljøet.

Den udlægning kan forskeren sagtens følge, men travlhed alene er ikke hele forklaringen, understreger han.

/ritzau/

Back to top button

Bruger du Adblocker?

Please consider supporting us by disabling your ad blocker