Kultur

Anne-Grethe Bjarup Riis: Jeg vil rykke ved vores berøringsangst

Filminstruktøren er træt af heltehistorier og vil vise verdens uhyrligheder. Hun har selv oplevet en berøringsangst hos sine nærmeste, da hun stod i helvede.

Anne-Grethe Bjarup Riis er ikke bange for at sige tingene, som de er.

Men den 56-årige midtjyske filminstruktør, skuespiller og forfatter har oplevet, at andre kan have svært ved at høre det.

Særligt når det gør ondt.

Hun har mærket, hvordan de nærmeste blev væk, da hun havde det allerværst.

Efter en voldsom periode med selvmedicinering på randen af sin dengang kræftsyge søns liv, har Anne-Grethe Bjarup Riis gjort det til sin mission at gøre folk bekendt med livets grusomheder.

– Jeg er blevet så bevidst om, hvordan vi ikke har noget fælles sprog for at være i det kriserum, siger hun.

– Ligesom krig går ned gennem generationer, går mønstre for, hvordan vi reagerer og kommunikerer om det svære i livet, også ned.

Alt det, der gør ondt, og som er grimt og modbydeligt, er det, vi oftest negligerer eller gemmer væk. Måske som en forsvarsmekanisme, der skal holde os oven vande, mener Anne-Grethe Bjarup Riis.

Men det mørke skal frem i lyset. Ellers får vi aldrig håndteret livet.

Det er også et budskab, hun vil ud med i “Hvidstengruppen II: De efterladte”, som hun har instrueret.

Den viser de brutaliteter, som modstandsgruppens kvinder gik igennem, og den skåner ikke seerne for ondskaben.

– Den er lavet i respekt for de kvinder, der har oplevet det. Hvis jeg skulle lave et glansbillede af historien, ville jeg være en kryster. Så ville vi ikke kunne spejle os i vores historie, som de oplevede den, understreger Anne-Grethe Bjarup Riis.

Den nye film om Hvidstengruppen tager over, hvor den første film fra 2012 sluttede.

Vi følger Tulle Fiil og hendes søster, Gerda, der efter henrettelsen af deres far, deres bror og Tulles mand, bliver sendt gennem Tysklands krigsrædsler som tugthusfanger, mens den resterende familie på Hvidsten Kro i Jylland lever i uvished om deres liv.

Historien er hentet fra kildemateriale, som ikke er bearbejdet i historiebøgerne, men som manuskriptforfatteren bag filmen har undersøgt.

– Historierne popper jo op nu med alle de kvinder, der er blevet overset. Det er på tide, at vi drejer blikket og fortæller en helhed af vores historie i stedet for, at det kun er den halve, der bliver fortalt. For det er den, vi skal spejle os i. Den former vores kultur, mener filminstruktøren.

Anne-Grethe Bjarup Riis vil skildre, hvordan krigens rædsler går gennem generationer – blandt andet da Tulle Fiils datter får en traumatiseret mor hjem, som måske af hensyn til sin familie har gået alene med sine oplevelser.

– Sådan en som Tulle Fiil har nok villet skåne sin familie for alle de historier, hun havde, siger Anne-Grethe Bjarup Riis og tilføjer:

– Der er det her skåneprogram, som vi alle sammen kører.

Et program, Anne-Grethe Bjarup Riis kender fra sin egen opvækst, og noget, hun atter blev bevidst med, da hendes yngste søn, Gilbert, som otteårig i 2015 blev ramt af leukæmi.

Det var et voldsomt sygdomsforløb, der strakte sig over to og et halvt år og vendte op og ned på familien med bevidstheden om, at han kunne dø.

Anne-Grethe Bjarup Riis og hendes mand, Bo Mortensen, boede i perioder på Rigshospitalet døgnet rundt, hvor de skiftedes til at være hos ham.

Her mærkede hun et ekstremt svigt fra sine nærmeste, som aldrig kom og besøgte Gilbert.

Følelsen genkendte hun fra sin egen opvækst.

– Når man er i krise, kan man ikke holde på alle de traumer, som man er vant til at holde i skak med et overskud.

– Tæppet røg væk, og jeg kunne bare se lige ned i min egen barndom og genkende følelsen af svigt, fortæller hun.

Anne-Grethe Bjarup Riis så ned på en historie fra sin egen barndom, som altid blev tysset væk. Hendes mor havde mistet et barn, inden Anne-Grethe Bjarup Riis kom til verden.

– Det var et kæmpe traume for hende, som vi aldrig nogensinde har talt om. Fordi vi ikke kunne gå ind i det rum, blev det omtalt sådan: “Nå ja, hun blev jo kun syv timer, og hun blev jo aldrig døbt”, og “hvis Marianne ikke var død, var du aldrig blevet født”, fortæller Anne-Grethe Bjarup Riis og tilføjer:

– Det gik op for mig, at min mor har været fuldstændig traumatiseret. Men vi har aldrig talt om det. Og så løber den slags ting ned gennem generationer.

Anne-Grethe Bjarup Riis og hendes mand oplevede under sønnens sygdomsforløb, hvordan familie og venner dårligt nok nåede at spørge, hvordan de havde det, før de begyndte at antage, at “det går fremad, ikke?”.

Og parret, der flere gange var ved at miste deres søn til kræftsygdommen, tyede til selvmedicinering med vin for at dulme angsten.

– Alkohol gør det, at man kommer ned i et leje, hvor man ikke behøver at være i alarmberedskab hele tiden. Men så kommer der en vrede ud, som man ikke kan styre. Det skal børnene så leve med. Og det er forfærdeligt traumatisk, siger Anne-Grethe Bjarup Riis.

Gilbert blev erklæret rask i 2017 og er i dag til tjek en gang om året. Familien har siden fået hjælp til at håndtere de psykiske spor.

Anne-Grethe Bjarup Riis har skrevet en bog om forløbet, og hun har lavet en dokumentar, som kan ses på DR, med optagelser fra sønnens sygeseng.

– Jeg vil sindssygt gerne rykke ved den berøringsangst, der er, ved at synliggøre, hvor voldsomt det er at gå igennem, og at der er et kæmpe behov for, at vi støtter op.

Det vil Anne-Grethe Bjarup Riis fortsat sætte fokus på med sin nye film om modstandskvindernes traumer.

Filmen portrætterer også kvinder, der turde risikere deres eget liv for alles frihed.

– Den tapper fuldstændig ind i den måde, jeg synes, kvinder skal have plads på, understreger Anne-Grethe Bjarup Riis.

Hun har selv ad flere omgange tilkendegivet sin holdning i den offentlige ligestillingsdebat og fået at føle, hvilke konsekvenser det har haft.

Særligt efter sit indspark i debatten om prostitution, der kørte i 2010.

Her gjorde hun med et debatindlæg sin holdning klar, om at det skal være forbudt for mænd at købe sex, fordi hun mener, at det er et krænkende erhverv.

Et indlæg, der affødte voldsomme reaktioner og endte i ophedede debatter på tv og i kommentarspor.

– Den ene halvdel af befolkningen syntes, at det var fantastisk, mens den anden halvdel bare skulle have hende skrigeskinken væk, siger Anne-Grethe Bjarup Riis og tilføjer:

– Jeg har ikke fået tilbudt et teater- eller filmjob siden da. Om det er en konsekvens af at åbne munden? Er du sindssyg, det kan ikke være andet. Der røg min skuespillerkarriere.

Til gengæld bød årene efter på en instruktørkarriere, da Anne-Grethe Bjarup Riis fik debut med sin første film om Hvidstengruppen.

Men også i den del af branchen har Anne-Grethe Bjarup Riis taget sine kampe.

– Det er en mandeklub. Jeg møder mænd, som er ubehagelige en gang imellem, men jeg har heldigvis det sidste ord i min position, siger hun.

Hun har flere gange oplevet at blive talt ned til og overfuset af mandlige kolleger, som har forsøgt at overtage hendes rolle som instruktør, og hvor hun har måttet ud i diskussioner for at få sin plads.

– It’s a mans world, det kan jeg bare sige dig. Nogle kvinder bukker under på det.

– Men det er den bedste idé, der vinder, for det er lærredet, det handler om. Ikke status.

“Hvidstengruppen II: De efterladte” har premiere 10. marts.

/ritzau/

Back to top button