Anklager om stemmesnyd ved valg i Tyrkiet florerer på sociale medier
En video på Twitter viser angiveligt, at en person stemmer adskillige gange på Tyrkiets nuværende præsident.
Anklager om stemmesnyd i forbindelse med valget i Tyrkiet florerer på de sociale medier.
På det sociale medie Twitter florerer en video, hvor en person angiveligt stemmer adskillige gange på landets nuværende præsident, Recep Tayyip Erdogan.
Det skriver DR.
Oppositionspartiet Det Republikanske Folkepartis (CHP) næstformand Oguz Salici er blandt de personer, der har delt videoen på sin Twitter-konto.
– Først blev vores valgobservatører overfaldet, og nu er disse billeder dukket op.
– Vores advokater er blevet henvist til den omtalte landsby, og vi har klaget til valgbestyrelsen. Vi kan hverken få fat i guvernøren eller politichefen, skriver Oguz Salici.
I opslaget henviser Oguz Salici også til et opslag fra det tyrkiske medie Cumhuriyet.
Mediet skriver, at en valgobservatør fra det tyrkiske regeringsparti AKP har overfaldet et medlem af CHP ved et valgsted i Istanbul.
Årsagen var angiveligt, at medlemmet ikke ville lade observatøren gå med ind i stemmeboksen med vælgere.
Opslaget fra mediet er ledsaget af en række billeder. De viser angiveligt en person med rifter på halsen og armen.
Anklagerne om vold er ikke bekræftet fra officiel side. Det er videoen, der angiveligt viser stemmesnyd, heller ikke.
Det er ikke første gang, at der florerer rygter om snyd med stemmer i forbindelse med tyrkiske valg.
Ved præsidentvalget i 2018 mente den tyrkiske opposition, at folkeafstemningen havde været præget af flere former for valgsvindel.
Dengang krævede CHP’s daværende næstformand Erdal Aksünger op til 60 procent af stemmerne genoptalt, efter Erdogan stod til at have vundet valget.
Kemal Kilicdaroglu, der er CHP’s præsidentkandidat, har op til søndagens valg stået stærkest i meningsmålingerne.
Han står til at høste omkring 50 procent af stemmerne.
Lykkes det ikke en af kandidaterne af få over 50 procent af stemmerne, skal der afholdes en anden valgrunde søndag 28. maj.
/ritzau/