Kultur

Anders W. Berthelsen: Jeg er nervøs på en anden måde nu

For første gang har Anders W. Berthelsen siddet alene i instruktørstolen på en film, og det kan mærkes på nerverne. Nu skal han stå på mål for det hele.

Som skuespiller er Anders W. Berthelsen blandt de mest erfarne i Danmark. Gennem mere end 25 år har han sat sit præg på stribevis af succesfulde film og tv-serier som “Italiensk for begyndere”, “Rose” og “Krøniken”.

Anderledes uprøvet er han på den anden side af kameraet.

Her markerer den romantiske komedie “Lykkelige omstændigheder”, som har premiere 6. oktober, hans debut som instruktør.

– Det har været en kæmpe fornøjelse at lave min egen film. Jeg har fået det fuldstændig, som jeg ville have det, siger han om oplevelsen.

Det er instruktørens privilegie at kunne bestemme det hele.

Men med det følger også ansvaret for det endelige resultat.

– Hvis en film bliver dårligt modtaget, har man som skuespiller altid den undskyldning, at man selv ville have gjort det anderledes, siger Anders W. Berthelsen og fortsætter:

– Som instruktør er det min vision og mine idéer, jeg har lagt i filmen. Så jeg skal stå på mål for det hele, og det er jeg bestemt også parat til. Men det er klart, at jeg er nervøs for, hvordan den bliver modtaget.

Nervøsiteten strækker sig længere, end den plejer, fortæller han. For nu føler han den også på vegne af både skuespillerne og resten af holdet.

– Jeg prøver virkelig at beskytte dem, fordi det er mig, der har bestemt, hvor vi skulle hen. Jeg er kaptajnen på skibet, så det er en anden form for nervøsitet, siger han.

Heldigvis er der også plads til at glæde sig til premieredagen, hvilket han i den grad gør. Det skyldes ikke mindst, at filmen er blevet, som han havde drømt om, og at processen har været god.

– Jeg har følt mig rigtigt klar. Jeg har været meget bevidst om ikke at springe over på den anden side, før jeg følte mig tryg i rollen som instruktør, siger Anders W. Berthelsen.

Lysten til at instruere har boet i ham i længe. For nogle år tilbage var han med til at sikre filmrettighederne til Puk Damsgaards bog “Ser du månen, Daniel” om den danske fotograf Daniel Rye, som blev taget til fange af Islamisk Stat i Syrien.

Historien skulle være Anders W. Berthelsens instruktørdebut.

– Men så solgte bogen sindssygt godt, og jeg kunne bare se, at det blev et alt for stort projekt at springe ud i som debut. Jeg fik kolde fødder, forklarer den 53-årige skuespiller.

Han ringede til en livline: ven og instruktør Niels Arden Oplev. De to instruerede filmen fra 2019 sammen, hvilket blev en form for mesterlære for skuespilleren.

– Det gav mig lige den sidste tryghed til at skulle stå der selv. Det var vigtigt for mig. Jeg er lykkelig for, at det endte sådan, lyder det fra Anders W. Berthelsen.

Derfra handlede det om at finde den helt rigtige film til hans solodebut. Det øjeblik oprandt, da han fik stukket manuskriptet til “Lykkelige omstændigheder” i hånden.

– Jeg elskede det med det samme. Jeg kunne se nogle karakterer, der kunne foldes ud, og som folk ville kunne genkende noget i, siger Anders W. Berthelsen.

I filmen følger man Katrine i skikkelse af Sofie Torp. På overfladen har hun det hele – lige undtagen et barn, som hun brændende ønsker sig.

Hendes lillesøster, den forgældede Karoline, som spilles af Roberta Reichhardt, er blevet gravid og forbereder sig til at få en abort.

Da Katrine finder ud af det, tilbyder hun at adoptere barnet og til gengæld afbetale hele Karolines gæld – og mere til.

– Jeg tror, at alle kan genkende at gå med følelsen af, at man bare mangler det sidste for at kunne blive lykkelig eller succesfuld, forklarer Anders W. Berthelsen om sin film.

Han kan i selv blive grebet af den.

– Det er ikke, fordi jeg er sådan en klassisk type, der jagter ting. Det er ikke sådan, at karrieren står frem for alt. Tværtimod. Min familie står over min karriere, siger han og fortsætter:

– Men jeg kender godt det med at piske afsted og nogle gange helt glemme alle de skønne ting, der er omkring mig.

Ofte er det arbejde, han bliver opslugt af. Men han tænker meget over stadig at være til stede i privaten, der foruden ham tæller datteren Vigga og hans hustru, Christina Pind.

Hun arbejder ligesom ham i filmbranchen.

– Det er meget koncentreret, når man laver film. For ikke at være to, der er væk, skiftes vi til at arbejde, fortæller Anders W. Berthelsen.

For tiden er det ham, der er meget hjemme, og først i det nye år tager han igen arbejdshandskerne på – denne gang som skuespiller.

Det passer ham godt, for det er hans ambition at kunne veksle mellem at være foran og bagved kameraet, fortæller han.

Hvad hans næste film som instruktør bliver, ved han ikke endnu. Men ligesom hans debutfilm skal den handle om mennesker, siger han.

“Lykkelige omstændigheder” får biografpremiere den 6. oktober.

I bærende roller ses foruden Sofie Torp og Roberta Reichhardt også Esben Smed, Martin Høgsted og Joachim Fjelstrup.

/ritzau/

Back to top button

Bruger du Adblocker?

Please consider supporting us by disabling your ad blocker