Kultur

Amin Jensen lander kæmpe job på Det Kongelige Teater

Sammen med sangerinden Julie Berthelsen skal entertaineren Amin Jensen samle ind i den gode sags tjeneste til bekæmpelsen af prostatakræft.

Det Kongelige Teater lægger bonede gulve til indsamlingsshowet “Til kamp mod prostatakræft”, som samler ind til Kræftens Bekæmpelses forskning i sygdommen.

Indsamlingsshowet afholdes den 27. maj med entertaineren Amin Jensen og sangerinden Julie Berthelsen som aftenens værter.

Initiativtager til kampagnen er forretningsmanden Frank Guldhammer, som blandt andet er direktør for Forlaget Fortuna, der har flere samarbejder med Kræftens Bekæmpelse bag sig.

Showet byder på flere overraskelser og optrædener – også af den internationale slags – som alle går på Det Kongelige Teaters Gamle Scene i den gode sags tjeneste, lyder det.

Der er også flere danske artister på scenen – blandt andre Silas Holst, X Factor-vinderen Linda Andrews og den danske X Factor-deltager i den britiske pendant af showet Sada Vidoo, der lever som dukke.

– Prostatakræft er en forfærdelig sygdom, som i den grad mangler forskningsmidler. Men det er også en sygdom, der i høj grad er tabubelagt i det danske samfund, siger Frank Guldhammer i en pressemeddelelse og fortsætter:

– Med “Let røven” er ambitionen derfor ikke blot at støtte forskningen, men også at eliminere tabuerne omkring sygdommen ved ganske enkelt at tale om den og sætte fokus på de titusindvis af mænd, der lever med sygdommen.

Årligt rammes omkring 4580 danske mænd af prostatakræft. Flere end 1200 mænd dør årligt af sygdommen, fremgår af tal fra Kræftens Bekæmpelse.

/ritzau/

Back to top button