Udland

Alex Jones flyttede rundt på penge under retssag om løgne

Avis: Konspirationsteoretiker flyttede rundt på sin formue for at undgå at betale milliarderstatning.

Den amerikanske konspirationsteoretiker Alex Jones har flyttet rundt på sin formue for at undgå at betale milliarderstatning.

Det skriver Washington Post mandag.

Alex Jones havde spredt løgne om, at et skoleskyderi på skolen Sandy Hook Elementary i USA i 2012 ikke fandt sted.

Han er blevet idømt bøder på milliarder for at lyve om det. Pengene skal betales til pårørende til de dræbte og til en FBI-agent.

På skolen i delstaten Connecticut skød og dræbte en 20-årig mand i december 2012 26 mennesker. 20 af dem var skolebørn i alderen fra seks til syv år.

Alex Jones og hans selskab blev den 10. november dømt til at betale yderligere 473 millioner dollar (omkring 3,5 milliarder kroner) for løgnene om skoleskyderiet.

Godtgørelsen kom oven i en enorm erstatning på 965 millioner dollar, som han i oktober blev dømt til at betale for løgnene om skolemassakren.

Washington Post skriver, at Alex Jones – som ejer mediet Infowars – begyndte at flytte rundt på sine formuer, da det blev klart for ham, at han kunne blive dømt i retssagerne, hvor forældre til dræbte børn var gået til domstolene for at få stoppet udbredelsen af løgnene om, at massakren var opdigtet.

– Jones begyndte at flytte millioner af dollar fra sit selskab Free Speech Systems til selskaber, som han eller hans familiemedlemmer ejede. Dermed kunne han muligvis undgå at betale hele den erstatning, som han er blevet dømt til, skriver avisen.

Mellem august 2020 og november 2021 fik Free Speech Systems pludselig en stor gæld, som aldrig før havde figureret i dets regnskaber. Gælden var til et selskab ved navn PQPR Holdings, som Jones ejer sammen med sine forældre.

Andre eksempler på, hvordan penge er blevet flyttet, var, at Jones i år begyndte at betale sin personlige træner 100.000 dollar om ugen (omkring 727. 000 kroner) for mindre tjenester.

Jones har sagt i sit show, at han vil appellere dommene, som han har fået.

Infowars er et medie på den ydre højrefløj i USA.

Jones har til sine millioner af følgere påstået, at de etablerede medier og tilhængere af våbenkontrol havde fabrikeret tragedien på skolen Sandy Hook Elemantary, og at skyderiet var iscenesat med skuespillere.

En del af hans følgere har truet og chikaneret forældre, der mistede et barn ved massakren.

Den højreorienterede konspirationsteoretiker fik kort efter lukket sine konti på sociale medier som Twitter og YouTube.

Alex Jones har senere anerkendt, at massakren fandt sted. Han har også sagt, at det var “skørt” af ham gentagne gange at påstå, at skyderiet var et fupnummer.

/ritzau/

/ritzau/

Back to top button

Bruger du Adblocker?

Please consider supporting us by disabling your ad blocker