TV: Stjernevært fyret efter anklager om sexchikane
En af landets mest kendte TV-værter er fyret efter anklager om sexchikane.
Den landsdækkende amerikanske tv-station NBC har fyret værten på et af sine største programmer, “Today”. Værten, Matt Lauer, er anklager for sexchikane af en ansat.
Det skriver en lang række amerikanske medier, blandt andet nyhedsbureauet CBS News.
Savannah Guthrie, der er Lauers medvært, åbnede onsdagens program med at læse en udtalelse fra NBC News direktør Andy Lack.
Ifølge den havde han modtaget en anmeldelse om Lauers utilbørlige og seksuelel opførsel på arbejdspladsen.
Endvidere stod der i udtalelsen, at den opførsel er en overtrædelse af firmaets regler. Derfor blev Lauer fyret.
Ifølge anklagerne skulle den upassende opførsel være begyndt, da vedkommende begyndte at arbejde sammen med Matt Lauer ved OL i Sotji i 2014 og fortsat siden da.
Han er den seneste i rækken af store amerikanske tv-personligheder, der har mistet deres job. Andre er Fox’ Bill O’Reilly, CBS’ Charlie Rose, New York Times Glenn Thrush.
#metoo
De mange sager om chikane, der er kommet frem de seneste måneder, kommer, efter at anklager mod filmproducenten Harvey Weinstein startede en bølge på sociale medier, der siden er blevet kendt som #metoo.
USA’s præsident Donald Trump, der ser meget morgen-tv, kommenterede tidligere onsdag fyringen.
– Wow, Matt Lauer er lige blevet fyret. Men hvornår vil lederne i NBC og Comcast blive fyret for at udsende så mange falske nyheder, skriver Donald Trump på det sociale medie Twitter.
Han fortsætter derefter med spørge, hvornår en stribe andre journalister bliver fyret.
Siden valgkampen har Donald Trump beskyldt så godt som alle landsdækkende amerikanske medier, med undtagelse af Fox News, for at lyve.