Trump: Jeg har udnyttet USA’s skatteregler på glimrende vis

Den republikanske præsidentkandidat skammer sig ikke just over afsløringerne i New York Times-artikel.

Donald Trump forstår ikke, hvorfor medier er optagede af hans skatteoplysninger fra 1990’erne. Foto: Theo Stroomer/AFP
Offentliggjort Sidst opdateret

Den republikanske præsidentkandidat, Donald Trump, siger, at han på “glimrende vis” har udnyttet USA’s skatteregler til sin fordel.

Det har han gjort for at begrænse sin skatteregning i en tid, hvor han led store tab på ejendomsmarkedet.

– Jeg var i stand til at bruge skattelovene i dette land og mit købmandskab til at grave mig ud af rodet på ejendomsmarkedet på et tidspunkt, hvor få andre var i stand til at gøre som mig, siger Donald Trump på et vælgermøde i Pueblo i delstaten Colorado.

Det er første gang, Donald Trump kommenterer indholdet i den New York Times-artikel, der hævder, at republikaneren noterede et tab på 916 millioner dollar på sin selvangivelse i 1995.

Et tab der ifølge eksperter har gjort ham i stand til at slippe for at betale skat i 18 år.

Hillary angriber Trump

Hillary Clinton har brugt artiklen til netop at angribe Donald Trumps købmandskab.

– Hvilket geni taber en milliard dollar på et enkelt år. Han har gjort overforbrug til en forretning, siger Clinton på et vælgermøde i Ohio mandag.

Clinton har gentagne gange forsøgt at få Trump til at frigive alle sine skattepapirer.

På vælgermødet i Pueblo trak Donald Trump på skuldrene over New York Times’ afsløringer og sagde, at medierne var “besatte af en påstået skatteindberetning fra 1990’erne.”

Ikke forkert

Ingen fra Donald Trumps valgkampagne har påstået, at indholdet i New York Times’ artikel er forkert.

Tværtimod har flere af hans støtter – herunder tidligere New York-borgmester Rudy Giuliani – brugt historien som et bevis på, hvor dygtig en forretningsmand Donald Trump er.

Og det samme mener manden selv.

– Jeg har på glimrende vis udnyttet reglerne, siger han til deltagerne på valgmødet i Pueblo.

Svær tid

Afsløringerne af Donald Trumps skatteoplysninger kommer midt i en svær tid for republikaneren. Han har fået meget kritik for sin præstation under den første debat mod Hillary Clinton.

Siden har han måttet forsvare sig efter spegede udtalelser om en tidligere Miss Universe-deltager.

/ritzau/Reuters

Powered by Labrador CMS