To kvinder banket med el-kedel

Foto: Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Sydøstjyllands Politi undersøger i dag en voldssag, hvor to kvinder blandt andet blev banket med en el-kedel.

To kvinder på henholdsvis 19 og 20 år blev i nat ved 04.40-tiden udsat for vold i Falstersgade i Fredericia.

Kvinderne gik ad Falstersgade. De kom forbi en lejlighed, hvor der var nogle de kendte – og som de ville tale med. De smed derfor sten op på vinduet.

– Men så kom to mænd på henholdsvis 23 og 24 år ud af lejligheden. De begynder at slå og sparke kvinderne – og de bliver også banket med en el-kedel, som mændene havde med ud, fortæller vagtchef hos Sydøstjyllands Politi, Kent Midtgaard Hansen, til Newsbreak.dk.

Politiet kom til stedet og anholdt de to mænd. Det er endnu ikke besluttet om de skal fremstilles i grundlovsforhør:

– Men det grænser op til kvalificeret vold, siger vagtchefen.

De to kvinder måtte behandles på skadestuen.

Powered by Labrador CMS