To danske restauranter er blandt verdens bedste
Danmark gik dog glip af den største hæder.
To danske restauranter – Noma og Geranium – ender i top-fem ved prisuddelingen World’s 50 Best Restaurants 2019. Noma bliver nummer to, Geranium nummer fem. Det skete ved en kåring i Singapore.
Horestea, brancheorganisation for hotel-, restaurant- og turisterhvervet i Danmark, skriver i en pressemeddelelse, at de to placeringer forstærker Danmarks position som en destination, turister med en forkærlighed for at spise ude, er nødt til at rejse til.
“Det er helt fantastisk at have Noma tilbage til det allerfineste selskab, hvor de hører hjemme. Listen er endnu et sted, hvor dansk gastronomi markerer sig i verdens absolutte top, og det har en enorm betydning for resten af erhvervet og turismen her i landet,” siger Katia K. Østergaard, adm. direktør i Horesta, i pressemeddelelsen.
Verdens bedste restaurant blev Mirazur fra Frankrig, og tredjepladsen gik til Azador Extebarri i Spanien, skriver Horesta.