Taknemmelig Snowden glæder sig over Oscar-pris
Ved den 87. Oscar-uddeling søndag blev dokumentarfilmen Citizenfour, der handler om whistlebloweren Edward Snowden og hans afsløringer af USAs omfattende overvågning, præmieret som årets bedste dokumentar.
I første omgang tøvede den kontroversielle IT-tekniker dog med at deltage i filmprojektet, fortæller han i en udtalelse til borgerretsorganisationen American Civil Liberties Union. Det var instruktøren Laura Poitras, der overtalte den 31-årige eksil-amerikaner.
»Jeg er taknemlig for, at jeg lod hende overtale mig. Resultatet er blevet en modig og flot film, der fortjener den hæder og anerkendelse, den har fået. Mit håb er, at prisen vil få flere til at se filmen og blive inspireret af budskabet om, at almindelige borgere, der arbejder sammen, kan ændre verden,« siger han i udtalelsen.
Edward Snowden lever i landflygtighed i Rusland, fordi han frygter, de repressalier en retssag mod ham i USA vil føre med sig. Derfor kunne han, som Oscar-værten Neil Patrick Harris kækt bemærkede, ikke være til stede ved uddelingen.
Prisen blev overrakt til instruktøren Laura Poitras, som takkede Edward Snowden for at medvirke i filmen.
»Edward Snowdens afsløringer viser, at der ikke bare er en trussel mod vores privatliv, men mod selve demokratiet,« sagde hun i takketalen, mens hun stod på scenen sammen med Snowdens kæreste Lindsay Mills og journalisten Glenn Greenwald, der har viderebragt Edward Snowdens afsløringer til offentligheden.
Edward Snowden blev verdenskendt, da han i 2013 lækkede dokumenter fra den amerikanske efterretningstjeneste NSA. Den britiske avis The Guardian kunne på baggrund af dokumenterne fortælle om USAs masseovervågning af borgere, politikere og stater.