Svindlede for 11 millioner – undgår fængsel

Newspaq
Offentliggjort Sidst opdateret

Mand fra Fredericia er kendt skyldig i momssvindel, som er foregået i flere forskellige virksomheder.

En mand fra lastvognsbranchen er tirsdag blevet fundet skyldig i grov momssvindel ved Retten i Kolding.

Den 69-årige mand fra Fredericia har unddraget statskassen 11,5 millioner kroner, men han undgår at komme i fængsel, fremgår det af en pressemeddelelse fra Sydøstjyllands Politi.

Den betingede dom lyder på fængsel i to år og ni måneder.

Han skal betale en tillægsbøde på 11,5 millioner kroner, ligesom han indtil videre frakendes retten til at styre en erhvervsvirksomhed.

Svindelen er begået i perioden fra 2006 til 2014.

Unddragelsen er sket i en stribe virksomheder – Danson ApS., HRD Skandinavia Paulsen og Søn ApS., JP Trailer S.M.B.A og andre.

I perioder har den 69-årige arbejdet sammen med to kvinder om den økonomiske kriminalitet.

Heller ikke disse to skal i fængsel. Den ene, en kvinde på 33 år, er idømt fængsel i et år og tre måneder, som gøres betinget af, at hun udfører samfundstjeneste i 120 timer.

Den anden, der er 60 år, er idømt betinget fængsel i et år og seks måneder.

Førstnævnte skal have svindlet statskassen for næsten tre millioner kroner, mens beløbet for den sidstnævntes vedkommende er 5,5 millioner kroner.

Tirsdag eftermiddag er det ikke muligt at få en kommentar fra anklageren i sagen, Lisa Kjær Gjessing.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS