Så du det? Spotter fascinerende vejrfænomen

Forleden bemærkede en mand fra Skovlunde et rødt skær fra solnedgangens lys under en regnbue. Fænomenet kaldes "Alexanders mørke bånd"

Spottede du også dette fascinerende lysfænomen? Foto: David Jensen, Skovlunde
Spottede du også dette fascinerende lysfænomen? Foto: David Jensen, Skovlunde
Offentliggjort Sidst opdateret

Se flere fotos i galleriet ovenfor

De farvestrålende regnbuer er et fascinerende syn. Et smukt lysfænomen, som man let kan blive tryllebundet af.

Men et fænomen, som mange måske ikke har hørt om, der bliver kaldt “Alexanders mørke bånd”, blev spottet af David Jensen fra Skovlunde forleden.

Man kan blive vidne til dette fænomen, når der opstår et rødt skær under regnbuen fra solnedgangens lys. Det skriver Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) på Twitter.

Alle regnbuens farver

Når solens stråler rammer en rund regndråbe, opfører dråben sig som en prisme, der både afbøjer og reflekterer lyset, så det spaltes ud i flere farver.

Farvespektret man ser, skyldes altså brydning af solens lys i de kugleformede vanddråber.

Den længste synlige bølgelængde er rød, som vi finder yderst i den primære regnbue. Derefter kommer orange, gul, grøn, turkis, indigo, og så violet som den korteste synlige bølgelængde.

Buen er i virkeligheden en lysende cirkel på himlen. Men den har form som en bue, fordi vi mennesker med det blotte øje ofte kun kan se den halve del af regnbuen, da horisonten skærmer af for hele cirklen.

Opkaldt efter græsk filosof

De fleste regnbuer har kun en primær bue, men visse regnbuer har også en sekundær, som er en svagere udviklet bue.

Hvis både den primære og den sekundære regnbue er synlig, vil man af og til kunne se et tilsvarende mørkt område – “Alexanders mørke bånd” – mellem de to regnbuer. Det er et område, hvor lyset spredes dårligt.

Lysfænomenet er opkaldt efter den græske filosof Alexander af Afrodisias, der beskrev det i forbindelse med regnbuer omkring år 200.

Og det fænomen fangede David Jensen altså med et kamera.

Se flere fotos i galleriet ovenfor

Powered by Labrador CMS