Rygterne svirrer: Er Kim Jong-un ok?
Diktatoren ser anderledes ud end normalt
Er Kim Jong-un ok? Nordkoreas diktator er omgærdet af meget mystik, hans eksakte alder er eksempelvis omstridt, og nu diskuteres det, om han han det godt, rent fysisk.
The Guardian skriver, at spekulationerne om Kim Jong-uns helbred begyndte, efter at der blev offentliggjort nye fotos af ham. Han har altid set noget større ud end en gennemsnitlig mand fra Nordkorea, men analytikere mener altså, at han har tabt sig. Meget. Så meget, at rygterne går om, at han ikke har det godt.
Uret sad anderledes
The Guardian skriver, at analytikere mener, at der er stor forskel på mandens størrelse på billeder fra efteråret 2020 og foråret 2021. Man henviser blandt andet til, at hans ur, der i øvrigt koster mere end 70.000 kroner, sidder mere løst på hans håndled nu, end det gjorde sidste år.
Ifølge The Guardian er det langt fra første gang, at omverdenen går ekstraordinært meget op i, hvordan den nordkoreanske diktator tager sig ud på billeder.
Gik med stok
I 2014 så man ikke noget til ham i en seks uger lang periode, og da der begyndte at cirkulere fotos af ham igen, gik han med stok. Ifølge Sydkorea, der holder et vågent øje med naboen mod nord, undergik han dengang en operation, hvor han fik fjernet en cyste fra sin ankel.
I foråret 2020 gik der rygter om, at han havde gennemgået en hjerteoperation, da han ikke blev set offentligt i tre uger, mens eksperter siden kom frem til, at han måske var gået i isolation for at undgå smitte med coronavirus covid-19.
Forandringer
The Guardian skriver, at Sydkorea har holdt sig opdateret med, hvor meget Kim Jong-un vejer, siden han overtog magten over Nordkorea. Ifølge oplysninger herfra har han taget mellem seks og syv kilo på år for år, siden 2011. Han blev leder af Nordkorea i 2011 efter at hans far, Kim Jong-il, døde.
Mens nogen spekulerer i, at diktatoren er syg, mener andre, at det kan være et spørgsmål om imagepleje.
The Guardian henviser til en analytiker, der siger, at Kim Jong-un slet og ret forsøger at tabe sig for befolkningens skyld. Nordkoreas befolkning har problemer med at blive brødfødt, så det kan slet og ret handle om, at diktatoren forsøger at være mere solidarisk med sit folk.