Regeringen nedlægger skat
Efter 13 år nedlægger regeringen nu Skat.
Regeringen vil helt nedlægge Skat fra næste år og erstatte det med syv styrelser med hver deres speciale.
Det sker efter en stribe skandalesager, skriver Berlingske.
Fremtidens skattevæsen skal i stedet bestå af syv styrelser med hver deres specifikke opdrag, specialisering og ledelse.
De syv nye styrelser skal være i drift fra 1. juli 2018 ifølge meldingen fra skatteminister Karsten Lauritzen (V).
Beslutningen kræver ifølge skatteministeren ikke lovgivning, da det er noget, regeringen frit kan gøre.
Dermed vil Skat blive begravet, blot 13 år efter at det blev etableret i 2005.
Skatteministeren ønsker mandag aften ikke at svare på spørgsmål fra Ritzau, oplyser ministeriet.
Planen kommer efter nogle år, der har været præget af en række skandalesager i Skat.
Flere politiske aftaler har været søsat for at komme problemerne til livs.
– Derfor er jeg nået frem til, at i stedet for at bruge penge på lappe på et Skat, der ikke leverer eller løfter opgaverne, og som – hvis vi skal være ærlige – aldrig rigtig har fungeret, så ophører Skat helt med at eksistere, siger skatteministeren til Berlingske.
Problemfyldt centralisering
Problemet er ifølge skatteministeren, at alt for mange opgaver er blevet centraliseret.
– Det har været på bekostning af fagligheden. Det arbejdsområde, som Skat har arbejdet med, har simpelthen været for bredt. Det er ikke noget, nogen har ønsket, men det er det, der kan ske, når man bygger så stort et system op, siger han.
Flere af de syv nye styrelser er allerede blevet annonceret igennem forskellige politiske aftaler.
Hidtil har det dog været uklart, hvad der skulle ske med eksempelvis person- og erhvervsskatter, og hvad tidsplanen var.
Plan fremlægges tirsdag
Skatteminister Karsten Lauritzen (V) og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) vil tirsdag præsentere detaljerne for, hvordan Skat skal nedlægges og føres over i syv nye styrelser.
Planen er ikke ny, men regeringen har besluttet sig for en tidsplan og konkretiseret, hvad de enkelte styrelser skal lave. Den indeholder også udflytning af arbejdspladser.
Hos Dansk Erhverv håber man, at øvelsen lykkes. Men omfanget er nok til at gøre skattepolitisk chef Jacob Ravn nervøs.
– Det er en meget stor manøvre, man skal lave, siger han.
– Det er et sammensurium af det hele. Vi taler om 3300 mennesker, der skal udskiftes. Så skal du lave en udflytning. Du skal flytte kompetencer. Og styrelserne skal tale sammen på en anden måde, end de gør i dag.
– Det er en cocktail af mange store organisationsændringer på samme tid. Jeg håber, at det går godt. Men jeg kan måske godt være en lille smule bekymret, siger han.
Hans frygt er, at virksomhederne ikke modtager den samme service og kvalitet, når deres sager skal behandles.
Start juli 2018
De syv nye styrelser skal være i drift fra 1. juli 2018. Det giver skattevæsnet et år til at omstille sig.
– Det burde kunne lade sig gøre. Men det er godt nok mange mennesker, man skal have på plads, siger Jacob Ravn.
Forbundsformand for Dansk Told & Skatteforbund Jørn Rise opfordrer Dansk Erhverv til at have tålmodighed.
– Den proces, som begynder nu, har to formål. Det ene er, at rette fokus på kerneområder. Det andet er at genopbygge tillid fra virksomheder og borgere. Det kommer der til at gå noget tid med. Det tror jeg, at de ser meget rigtigt i, siger han.
– Det kan godt ske, at Dansk Erhverv kommer til at væbne sig med tålmod. Men hvis det lykkes, så lykkes det med en god faglig integritet.
/ritzau/