Raser mod Danmark: -Skandale!

Peer Steinbrück var oppositionsleder i Tyskland, da den amerikanske efterretningstjeneste NSA spionerede mod ham gennem samarbejde med Danmark

Peer Steinbrück blev udsat for amerikansk spionage via Danmark. Foto: Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Citathistorie: DR Nyheder.

Sådan lyder reaktionen fra den tidligere tyske oppositionsleder og kanslerkandidat Peer Steinbrück, efter DR i går kunne afsløre, at Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) har givet den amerikanske efterretningstjeneste NSA adgang til at spionere mod oppositionslederen og andre toppolitikere og embedsmænd i Danmarks tætteste nabolande.

DR har i månedsvis holdt adskillige møder med ni forskellige kilder, der alle har haft adgang til hemmeligstemplede oplysninger fra FE. Alle oplysninger er bekræftet af flere kilder uafhængigt af hinanden.

Ifølge DR’s kilder er NSA’s spionage mod Danmarks nabolande sket gennem et samarbejde mellem FE og NSA om aflytning af internetkabler ind og ud af Danmark.

Den tidligere kanslerkandidat Peer Steinbrück betegner det som “absurd” og “grotesk”, at FE har gjort det muligt for amerikanske NSA at opsnappe hans kommunikation, når den passerede gennem danske internetkabler.

– At lige netop en efterretningstjeneste fra et land som Danmark også er indblandet, det virker næsten som en farce, siger Peer Steinbrück til det tyske medie WDR, som DR samarbejder med om historien.

Havde tunge poster i regering

NSA’s spionage mod Danmarks nabolande gennem samarbejdet med FE blev fra 2014 til 2015 afdækket af en intern arbejdsgruppe i FE, erfarer DR. Arbejdsgruppen analyserede ifølge kilderne, hvem NSA havde opsnappet oplysninger om i henholdsvis 2012 og 2014.

Peer Steinbrück havde tunge poster som delstatsminister og finansminister på sit cv, da han i 2012 blev udpeget som det socialdemokratiske parti SPD’s kanslerkandidat.

Det er derfor helt oplagt, at NSA havde en interesse i at få oplysninger om Peer Steinbrück, vurderer efterretningsforsker og lektor ved Syddansk Universitet Thomas Wegener Friis.

– Der var tale om den på tidspunktet potentielt vigtigste – eller som minimum næstvigtigste – politiker i Tyskland, som på flere områder er Europas mest toneangivende land, så selvfølgelig var han interessant for USA, siger Thomas Wegener Friis og tilføjer:

– Der, hvor kæden knækker, er i forhold til Forsvarets Efterretningstjenestes rolle i spionagen mod ham. For hvordan er det i Danmarks interesse at muliggøre spionage mod tyskere?

Afviser at kommentere

NSA og Forsvarets Efterretningstjeneste ønsker ikke at kommentere DR’s afsløring.

Forsvarsminister Trine Bramsen (S) afviser at stille op til interview, men oplyser i et skriftligt svar til DR:

– Som bekendt kan regeringen ikke gå ind i spekulationer om eventuelle efterretningsmæssige forhold fra pressen eller andre. Efterretningsmæssige forhold drøftes i det relevante udvalg i Folketinget. Jeg kan mere generelt sige, at denne regering har samme holdning som den tidligere statsminister (Helle Thorning-Schmidt, red.) gav udtryk for i 2013 og 2014 – systematisk aflytning af tætte allierede er uacceptabel. Det antager jeg, at skiftende regeringer er og vil være enige i.

Powered by Labrador CMS