Populær skuespiller skifter scene

Sammen med skuespilleren Andrea Heick Gadeberg skal Amalie Dollerup stå i spidsen for årets Reumert-uddeling

Amalie Dollerup og Andrea Heick Gadeberg skal være værter for årets Reumert-uddeling. Det er første gang, at de to optræder sammen på en scene. Foto: Henning Hjort/Free
Offentliggjort Sidst opdateret

Når den danske scenekunst skal hyldes og hædres ved årets Reumert-uddeling til sommer, bliver det Amalie Dollerup og Andrea Heick Gadeberg, som står i spidsen for showet.

De to skuespillerinder udgør nemlig årets værtsduo, når statuetterne skal uddeles i musik- og teaterhuset Odeon i Odense den 6. juni. Det annoncerer Have Kommunikation i en pressemeddelelse.

Velkendte i Reumert-regi

Det er første gang, at Amalie Dollerup og Andrea Heick Gadeberg optræder sammen på en scene. Men de er begge velkendte i Reumert-regi.

Sidste år modtog Andrea Heick Gadeberg en talentpris til uddelingen, mens Amalie Dollerup var en del af holdet, der modtog en Reumert for musicalopsætningen af ‘En kort en lang’ tilbage i 2014.

Priser, bigband og dans i vente

Til Reumert-uddelingen uddeles der blandt andet priser i kategorier som Årets Mandlige Hovedrolle, Årets Kvindelige Hovedrolle og Årets Forestilling.

Årets jury består af ti medlemmer, der er sammensat på baggrund af faglige kvalifikationer, genremæssige ekspertiser og geografisk spredning.

Det er juryen, der i fællesskab først finder de nominerede og siden selve modtagerne.

Foruden priserne, som skal uddeles, kan publikum også høre Fyns professionelle bigband Tip Toe Bigband, mens professionelle dansere fremfører nye koreografier.

Der vil også blive vist et udpluk af forestillinger fra hele landet.

Powered by Labrador CMS