Politiet massivt til stede: Skyderi i boligkvarter

En person er blevet skudt i Odense-bydelen Vollsmose, og politiet er massivt til stede.

Skyderiet er foregået i en lejlighed i Fyrreparken i Vollsmose, Odense. Foto: Skraafoto.kortforsyningen.dk
Offentliggjort Sidst opdateret

Fyns Politi er mandag eftermiddag massivt til stede i den odenseanske bydel Vollsmose, hvor en person ifølge en pressemeddelelse er blevet ramt af skud.

Politiet oplyser, at personen allerede ér kørt til behandling for skudsår i maven og i den ene arm. Vedkommende er kørt til Odense Universitetshospital.

“Der er i øjeblikket ikke yderligere om personens tilstand”, skriver politiet, der desuden først vil melde nyt ud i sagen via en pressemeddelelse, så snart nye oplysninger bliver tilgængelige.

Skyderiet blev anmeldt klokken 13.38 via alarmcentralen – altså telefonnummer 112 – og skuddet eller skuddene er blevet løsnet i en lejlighed i boligkvarteret Fyrreparken, der er en del af den til tider uroplagede bydel.

Powered by Labrador CMS