Politi jager pige-morder 50 år efter blodigt drab
Engelsk politi har netop genåbnet drabs-sag, hvor en kun 14-årig pige blev stukket ihjel i jernbane-tunnel
For præcis 50 år siden blev den kun 14-årige kønne og livsglade pige, Elsie Frost, brutalt myrdet med flere knivstik i ryggen, hovedet og hånden.
I samfulde halvtreds år har hendes morder været på fri fod. Hvis gerningsmanden stadig lever, så kan det være at frygten for at blive afsløret nu for alvor blusser op.
Engelsk politi har netop besluttet at genåbne drabs-sagen, der dengang sendte chok-bølger gennem hele England.
Nye oplysninger er dukket op og politiet efterlyser nu en mand med et meget konkret signalement, skriver blandt andet Daily Mail.
Stukket ned bagfra
Drabet, der fandt sted den 9. Oktober 1965 i Wakefield i West Yorkshire, rystede dengang England. Massive politistyrker blev sat ind på at opklare forbrydelsen mod den 14-årige skole-pige. Men til familiens store fortrydelse blev morderen aldrig fundet, pågrebet og sendt bag tremmer.
Den kun fjortenårige pige blev overfaldet og myrdet bagfra, da hun gik gennem en jernbane-tunnel ikke langt fra sit hjem i Wakefield.
På trods af de livsfarlige kvæstelser efter de fem knivstik, vaklede pigen adskillige meter videre og forsøgte at komme op ad trapperne og væk fra sin morder. Men udmattet sank hun sammen ved opgangen til trapperne, hvor hun udåndede.
En efterfølgende obduktion afslørede også, at pigen desperat havde kæmpet for at beskytte sig mod knivstikkene.
Søger hvid mand på cykel
Kriminal-lederen af den genåbnede drabssag, Elisabeth Belton, siger til Daily Mail, at efterforskningen skrider frem i en positiv retning. Mindst en interessant person nær gerningsstedet er aldrig blev fundet og afhørt.
– Han var hvid, 25-30 år, og kørte på sort cykel med en kurv foran. Han havde en hvide frakke på af den type, som en slagter eller et bud dengang bar, siger Elisabeth Belton.
Umiddelbart før drabet havde den 14-årige pige klædt sig særlig pænt på – med helt nye sko – før hun gik ned til en nærliggende sø.
Havde hun en kæreste?
Politiet vil nu efterforske endnu mere intenst end tilbage i 60-erne, om Elsie havde en kæreste, som hun måske mødte ved søen.
– Noget tyder på, at hun måske ville imponere en person, lyder det fra efterforskningslederen.
Belton siger også – ifølge Daily Mail – at sagen stadig har stor interesse i offentligheden.
– Drabsmanden skal have sin straf. Retfærdigheden ophører ikke efter halvtreds år, lyder det fra politikvinden.
Elsie Frost’ søskende er taknemmelig for, at sagen er blevet genåbnet.
Moderen sank sammen
Colin Frost var kun fem år, da drabet fandt sted på hans søster. Men han husker alligevel tydeligt omstændighederne, da politiet bankede på døren og overbragte det chokerende budskab.
Moderen brød grædende sammen. Faderen måtte gå den tunge gang, som alle forældre frygter, til hospitalet for at identificere liget af sin mishandlede datter.
– Svaret på mordgåden ligger et sted i Wakefield. Her er der en person, som enten lever med skylden eller som har levet med den indtil vedkommende døde.
Jeg beder til, at alle, der har informationer i sagen, kommer frem nu., siger Colin Frost til Daily Mail.
Efterforskningsgruppen, der blandt andet består af pensionerede detektiver, har oprettet et særligt telefonnummer, som nye vidner kan henvende sig på.