Paul McCartney har et særligt forhold til dronning
Den 78-årige legende har været fascineret af den britiske dronning det meste af sit liv
Da Dronning Elizabeth blev kronet i 1953, skete det for rullende kameraer og 27 millioner seere.
Blandt dem var en 10-årig dreng, der kort forinden havde vundet en konkurrence om at skrive den bedste tekst om Englands kommende dronning.
Det blev ikke første gang, Paul McCartney kom til at skrive sig ind i historien, og Beatles-legenden har siden mødt, spillet musik for og er blevet slået til ridder af Dronning Elizabeth.
Hun lignede en filmstjerne
Paul McCartney har talt med CBS om sit forhold til den engelske dronning, og han fortæller, at synet af den 27-årige Elizabeth, der blev gjort til dronning af England, var meget overvældende for Paul og hans bror.
– Hun lignede en filmstjerne, siger Paul McCartney.
Dronningen kritiseret
Det var ikke kun Paul McCartney, der lagde mærke til Elizabeth. Dronningen var så opmærksom på, hvem The Beatles var, at hun i 1965 inviterede dem ind i Buckingham Palace, som de første rockmusikere. Noget hun i øvrigt blev kritiseret for.
Paul McCartney fortæller, at han, og de andre, på forhånd havde fået udstukket en række instrukser for, hvordan de skulle gebærde sig, men at det også gik op for ham, at dronningen var helt normal.
I 1997 blev han slået til ridder af Dronning Elizabeth, og han har siden spillet musik for hende, blandt andet da hun fejrede 50 år på den britiske trone.
Han fortæller, at han for altid vil være stolt af dronningen, også hvis han ikke havde fået så meget som én hæderspris af hende.
– Jeg synes bare, at hun gør et godt stykke arbejde, siger Paul McCartney.