Overrasker med optræden
Under stor vaccine-støttekoncert kom Meghan Markle på skærmen for første gang siden omtalt Oprah-interview
En lang række kendte skuespillere, musikere og politiske ledere deltog natten til søndag dansk tid i den virtuelle koncert “Vax Live: The Concert to Reunite the World”, der havde til formål at sætte fokus på udbredelsen af coronavacciner i verden.
Bag koncerten stod organisationen Global Citizen, der har opfordret filantroper og virksomheder til at donere nok “dollar for doser” til at vaccinere flere end 27 millioner internationale sundhedsarbejdere.
Den amerikanske sangerinde og skuespiller Selena Gomez var vært for koncerten, der blev optaget på SoFi Stadium i Los Angeles i sidste weekend og vist på en række amerikanske tv-kanaler og YouTube natten til søndag dansk tid.
Blandt de optrædende var Jennifer Lopez og Foo Fighters. Også Ben Affleck, Chrissy Teigen, Jimmy Kimmel, Sean Penn og David Letterman deltog.
Det samme gjorde den amerikanske præsident, Joe Biden, og den britiske prins Harry og dennes hustru, hertuginde Meghan.
Jennifer Lopez åbnede showet med en anderledes udgave af “Sweet Caroline” i selskab med sin mor, Guadalupe Rodríguez, på scenen.
Guadalupe Rodríguez sang sin egen version af Neil Diamond-klassikeren, hvor hun havde ændret teksten til “Sweet Jennifer”, som hun plejede at synge, da Jennifer Lopez var barn.
Det skriver den britiske avis The Independent.
Prins Harry var også med
Flere af de optrædende understregede vigtigheden af, at lande ikke oplagrer vaccinedoser og i stedet deler vaccinerne med lande, der har brug for dem.
Prins Harry var på scenen ved to forskellige lejligheder under showet, som han og Meghan fungerede som kampagneledere for.
Meghan deltog ikke personligt – muligvis fordi hun er gravid med parrets andet barn – men bidrog med en videobesked.
– Som kampagneledere for Vax Live mener min mand og jeg, at det er altafgørende, at vores vej mod bedring prioriterer sundhed, sikkerhed og succes for alle – især for kvinder, som er blevet ramt uforholdsmæssigt hårdt under denne pandemi, sagde hun ifølge The Independent.
Videobeskeden var hertugindens første tv-optræden siden et meget omtalt interview med talkshow-værten Oprah Winfrey i marts.
Her beskyldte Meghan blandt andet den britiske kongefamilie for racisme.