Nu skal sejler-familien have en lille ny
Sejler Emil Midé Erichsen er klar til at udvide familien og give tv-vært Mikkel Beha Erichsen endnu et barnebarn
Der er familieforøgelse i farvandet.
Den 31-årige sejler og foredragsholder Emil Midé Erichsen, som både har sat “Kurs mod fjerne kyster” og “Kurs mod danske kyster” på TV2, skal nemlig være far for anden gang. Det afslører han på Instagram.
– Til sommer skal jeg også finde plads til en lille en foran, skriver Emil Midé Erichsen til et billede på Instagram, hvor han bærer sin søn, Hugo, på ryggen.
Hugo, som kom til verden for 2,5 år siden, har han sammen med kæresten Louise.
Parret har kendt hinanden siden gymnasiet, men det var først, da sejleren inviterede hende med om bord på skibet Havana, at det for alvor slog klik, og de blev kærester.
Og til sommer skal den lille familie altså udvides yderligere.
Har betydet mest
– Vi ved ikke, om det bliver en dreng eller en pige. Men vi glæder os alle tre helt vildt til at møde det lille menneske, fortæller Emil Midé Erichsen på Instagram.
Emil Midé Erichsen er søn af tv-værten Mikkel Beha Erichsen. Og så er han barnebarn til eventyrer, søfarer og forfatter Troels Kløvedal, som var kendt for sine sejladser med Nordkaperen og døde i 2018.
Emil Midé Erichsen har over tre år sejlet jorden rundt med sin lillebror Theis Midé Erichsen og siden holdt foredrag om sine eventyr. Han har også prøvet kræfter med jobbet som sejlsportskommentator ved OL i Rio sammen med sin far.
Men på trods af de eventyrlige oplevelser er det rollen som far, der har betydet mest, har han fortalt til Vores Børn.
– Det har været det største at blive far til Hugo. Jeg har jo været skruk, siden jeg var 20. Jeg har altid drømt om at få børn tidligt. Min far var 23, da han fik mig, så jeg er vokset op med en ung far. Og jeg har altid gerne selv villet have børn tidligt. Jo tidligere, jo bedre i virkeligheden, sagde han til Vores Børn.