Nu er den sidste død

David Dushman var 21 år, da han sammen med Den Røde Hær nåede koncentrationslejren i Auschwitz i 1945

David Dushman ses her foran det sovjetiske mindesmærke i Berlin i 2015. Han boede de sidste år af sit liv i München i Sydtyskland. Foto: Maurizio Gambarini/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

David Dushman, den længstlevende soldat til at tage del i befrielsen af nazisternes koncentrationslejr i Auschwitz i 1945, er død i en alder af 98 år.

Det skriver BBC søndag.

Dushman, som efter krigen deltog som fægter ved de olympiske lege, døde i Tyskland lørdag. Han var jøde og kæmpede under Anden Verdenskrig for Sovjetunionens hær.

Han var bare 21 år gammel, da han 27. januar 1945 som del af en kampvognsdeling kørte de elektriske hegn omkring koncentrationslejren ned, så fangerne kunne slippe fri.

Omkring 1,1 million mennesker blev dræbt i Auschwitz af de tyske nazister – størstedelen af dem jøder, men også tusindvis af romaer, homoseksuelle og sovjetiske krigsfanger.

I alt blev seks millioner mennesker dræbt under Holocaust, der er en betegnelse for nazisternes forfølgelse og forsøg på at udrydde jøder i Europa under Anden Verdenskrig.

Skeletter overalt

Ifølge nyhedsbureauet AFP sagde Dushman i 2015 til den tyske avis Süddeutsche Zeitung, at han ikke kendte til udryddelseslejren, før han ankom.

Men han så hurtigt “skeletter overalt”.

– De (fangerne, red.) vaklede ud af barakkerne og sad og lå mellem de døde. Forfærdeligt. Vi gav dem al vores dåsemad og begyndte straks at jage nazisterne, forklarede han.

Først efter krigen lærte Dushman det egentlige omfang af grusomhederne, der blev begået i lejren.

Selv var han en ud af kun 69 mænd fra sin deling på 12.000 soldater til at overleve krigen.

Alvorlige skader

Til trods for, at Dushman fik alvorlige skader under krigen, så blev han i årene efter en af Sovjetunionens bedste fægtere og senere en af verdens bedste fægtetrænere ifølge Den Internationale Olympiske Komité (IOC).

Han trænede Sovjetunionens kvindelige fægtere i mere end 30 år og var også vidne til terrorangrebet mod israelske atleter ved OL i München i 1972, da han boede direkte over for den israelske lejr.

Charlotte Knobloch, der er præsident for det jødiske samfund i München, beskriver ifølge AFP Dushman som en “modig, ærlig og oprigtig mand”.

– Som en af heltene fra Auschwitz reddede han utallige liv, siger hun.

Powered by Labrador CMS