Nato opruster mere for at imødegå trusler fra Rusland

Natos forsvarsministre ventes også at tale om større indsats mod menneskesmuglere, der opererer fra Tyrkiet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Nato-landene er i fuld gang med at styrke deres militære tilstedeværelse i de østlige medlemslande tæt på Rusland yderligere. Og forbedre deres evne til at sende forstærkninger i en fart.

Det sker som led i den største Nato-oprustning siden Den Kolde krig. Blandt andet for at tilpasse sig truslerne fra et mere aggressivt Rusland, der ikke holder sig tilbage fra at true sine naboer.

– Vi søger ikke konfrontation med Rusland. Vi søger ikke en ny kold krig. Vi vil faktisk undgå en ny kold krig, siger Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, tirsdag i Bruxelles forud for et forsvarsministermøde i alliancen.

Han siger, at den bedste vej til at opnå resultater i en dialog med Rusland er, når Nato-landene optræder “fast besluttede, forudsigelige og stærke”.

På forsvarsministermødet, der starter i Bruxelles onsdag og varer to dage, skal forsvarsminister Peter Christensen (V) og hans kolleger diskutere udmøntningen af planerne for den styrkede militære tilstedeværelse i Øst- og Centraleuropa, hvor alliancen løbende vil have flere soldater på øvelser og rotation.

Planen, der også vil placere mere tungt militærudstyr i Vesteuropa, er ikke mindst båret frem af en amerikansk beslutning om at firedoble den europæiske del af sit militærbudget til 3,4 milliarder dollar (over 22 milliarder kroner) i 2017.

Der skal også investeres i at udbygge den nødvendige militære infrastruktur, som blandt andet lufthavne og havne, så forstærkninger kan nå frem i en fart.

– Det vil styrke vores fælles forsvar og samtidig sende et stærkt signal, der skal afskrække enhver aggression eller intimidering, siger Jens Stoltenberg.

Nato-chefen har tirsdag talt med både den tyrkiske og den tyske forsvarsminister, der på mødet også vil bede alliancen om hjælp til at bekæmpe menneskesmuglerne, der fragter flygtninge og migranter fra Tyrkiet til de græske kyster.

– Jeg forventer, at vi vil tage sådan et ønske fra Tyrkiet og andre allierede meget seriøst og undersøge, hvad Nato kan gøre for at hjælpe dem med at håndtere krisen, siger Jens Stoltenberg.

Henvendelsen kommer, efter at den tyske forbundskansler, Angela Merkel, og den tyrkiske premierminister, Ahmet Davutoglu, mandag mødtes i Ankara til endnu et møde om flygtninge- og migrationskrisen.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS