Massiv udrykning til plejehjemsbrand
Otte brandkøretøjer, 20 brandfolk, ambulance, politi og akutlægebil fik alle travlt, da der opstod brand i et plejehjem.
I nat tæt på klokken 3, der var ulykken ude, da der udbrød brand i Seniorcenter Møllegården, som ligger i Lyngby Kommune. En røgalarm fik sat beredskabet i noget nær højeste alarmberedskab.
Det var et værelse, hvor der var udbrudt brand, men allerede inden, at Beredskab Øst var ankommet til seniorcenteret havde personalet formået at få beboeren ud, samt få aflukket den brændende bolig. Seniorcenterets personale havde endvidere fået ringet til politiet.
Det skriver Beredskab Øst på sin Facebookside.
Og der blev ikke skortet på udrykningskøretøjer, da man oprindeligt havde tiltænkt at sende tre køretøjer og syv mand, så blev det hele ændret efter opkaldet til alarmcentralen.
Beredskab Øst valgte at sende otte køretøjer samt 20 mand, foruden en ambulance, akutlæge og politi.
Det skulle dog vise sig, at der ikke var brug for den tunge udrykning, da situationen hurtigt kom under kontrol på grund af den hurtige udrykning.
Beredskab Øst oplyser på Facebook, at beboeren, som boede på værelset, bliver kørt til kontrol på hospitalet, medens de mindre brandskader på værelset hurtigt kan saneres af det tilkaldte skadeservicefirma.
Newsbreak.dk har forgæves forsøgt at få kontakt til Seniorcenter Møllegårdens ledelse.