Løchte sikrer samlet dansk Davis Cup-sejr over Marokko

Frederik Løchte Nielsen vandt søndagens første single og bragte dermed Danmark foran 3-1 mod Marokko.

Frederik Løchte Nielsen vandt søndagens første single og bragte dermed Danmark foran 3-1 mod Marokko. Foto: Kim Haugaard/Scanpix (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Frederik Løchte Nielsen sikrede søndag eftermiddag Danmarks samlede sejr over Marokko i Davis Cup-kampen i første runde i Europa/Afrika Gruppe II.

I Aarhus vandt Løchte i fire sæt 6-2, 3-6, 6-3, 6-4 over Reda El Amrani og bragte dermed Danmark foran 3-1 inden den sidste single, som nu kun har kosmetisk betydning.

Løchte har dermed sørget for alle tre danske sejre, to i single samt lørdagens double sammen med Thomas Kromann.

Frederik Løchte viste sig et niveau bedre gennem første sæt, hvor to danske servegennembrud banede vejen til sætsejr på 6-2.

I andet sæt fik marokkaneren mere at skulle have sagt i Løchtes partier, og det blev afgørende for sættet, da El Amrani brød til 5-3, hvorefter han servede sættet hjem.

I tredje sæt var danskeren igen bedst, mens fjerde sæt var mere på vippen med muligheder for at bryde til begge spillere.

Servede sejren hjem

Løchte var dog den første til at udnytte en chance til stillingen 5-4. hvorefter han servede sejren hjem.

Danmark skal i næste runde møde Norge, der lørdag sikrede sig den samlede sejr over Letland.

Danmark skal i alt besejre tre nationer, hvis det skal blive til oprykning til Gruppe I, som Danmark rykkede ned fra i 2015.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS