Legende: En stribe grand slam-titler venter Wozniacki

Caroline Wozniacki er favorit mod Simona Halep i Australian Open-finalen, mener syvdobbelt grand slam-vinder.

Mats Wilander, der i dag er kommentator for Eurosport, mener, at Caroline Wozniacki er favorit i lørdagens finale ved Australian Open. Foto: Gabriel Bouys/arkiv/AFP
Offentliggjort Sidst opdateret

Caroline Wozniacki er klar favorit, når hun lørdag står over for verdensetteren, Simona Halep, i finalen ved Australian Open.

Det vurderer den svenske tennislegende Mats Wilander, der selv har løftet et grand slam-trofæ syv gange og i dag fungerer som ekspert for Eurosport.

– Caroline er favorit. Hun virker friskere og stærkere end Simona Halep. Caroline har forandret sit spil, og hun spiller mere aggressivt end Halep, siger han.

Mats Wilander har selv vundet Australian Open tre gange i perioden fra 1983 til 1988. Han mener, at det danske tennis-es har vist større kontinuitet end Simona Halep.

– Simona Halep kan også spille aggressivt, men Caroline er mere stabil, og det bliver afgørende, siger Wilander.

Bedre serv

Ud over en mere aggressiv stil har Wozniacki også en fordel i en bedre serv end den rumænske modstander, mener 53-årige Wilander.

– Hendes serv er meget bedre, og hun har god fart i forhånden. Jeg har hele tiden sagt, at hvis hun forbedrer sig en enkelt procent på enkelte punkter, så vil hun vinde en grand slam-titel. Derfor er hun favorit.

Caroline Wozniacki har stået i en grand slam-finale to gange tidligere. Det blev begge gange til nederlag mod henholdsvis Kim Clijsters fra Belgien og Serena Williams fra USA.

Denne gang står Simona Halep på den anden side af nettet. Hun har ligesom Wozniacki stadig har sin første grand slam-titel til gode. Og det ændrer det mentale aspekt i kampen, mener Mats Wilander.

– Det er aldrig let at vinde den første grand slam-titel. Men det hjælper, at hun møder en spiller, der heller aldrig har vundet et trofæ i en grand slam. Man bilder sig ind, at det er lettere, fordi modstanderen heller ikke har vundet en titel, siger Mats Wilander.

Flere titler på vej

Den svenske tennislegende er overbevist om, at der ligger flere grand slam-titler og venter på den danske tennisstjerne.

– Hvis Caroline vinder, vil det blot betyde, at det er den første titel. Så kommer nummer to, nummer tre, nummer fire og nummer fem inden for de næste tre eller fire år. Hun kan vinde på alle underlag, og hun viser en utrolig ro på banen. Hun bliver ved med at arbejde hårdt, selv om tingene går den forkerte vej, siger Wilander.

Wilander har et enkelt godt råd til Wozniacki, når hun går på banen i en af sit livs største kampe.

– Hun skal tage hver bold som et problem, der skal løses. Til sidst vil dommeren sige “game, set and match”, og så er problemet løst, siger Mats Wilander.

Powered by Labrador CMS