Lågsus indtager Grøn Koncert
Lågsus indtager Grøn Koncert 2015 med et brag af en popfest.
Lågsus’ optræden på sidste års Grøn Koncert var et sandt højdepunkt. I år vender de tilbage med endnu et brag af en popfest – og en stjerneparade af gæsteoptrædende: Djämes Braun, Emil Stabil, Cisilia og Vild Smith.
De to P3-værter Nicholas Kawamura og Pelle Peter Jensen udgør tilsammen den populære dj-duo Lågsus, som ligesom sidste år vil åbne Grøn Koncert og forvandle festivalpladsen til én stor fest.
– Fest er nærmest kodeordet for det, vi laver, forklarer Nicholas, og Pelle fortæller, hvad folk kan forvente af Lågsus’ optræden til sommer:
– Det bliver en massiv hitkavalkade. Der bliver ikke spillet et eneste nummer på den scene, som ikke er et kæmpehit. Det, vi skal, er at stable en kæmpe fest på benene, som publikum slet ikke anede, at de skulle ind og være en del af! Det er jo det, vi gør. Der er ikke nogen superdyb tallerken, men det holder!
Også denne gang har de en række imponerende navne med sig på scenen. I år gælder det en stjerneparade bestående af Djämes Braun, Emil Stabil, Cisilia og Vild Smith, som vil hjælpe Nicholas og Pelle med at sikre den ultimative feststemning.
Sidste års succes skaber høje forventninger
Forventningerne er høje hos Lågsus, hvilket ikke mindst skyldes succesen, de oplevede sidste år, hvor de var med på Grøn Koncert for første gang.
– Sidste år fik jeg den reaktion fra flere personer, at det var federe, end de havde regnet med. De anede ikke, hvem vi var, og de vidste ikke, hvad vi kunne. Men de syntes virkelig, det var en fed fest, fortæller Nicholas.
– Vi hørte folk sige, ’wow, det var jo den fedeste fest hele dagen!’, og så bliver vi jo rigtig glade. Når vi går rundt på pladsen efterfølgende, er der ingen, der genkender os, og vores styrke er ikke at gå rundt og være lækre eller synge vores hits, for sådan nogle har vi ikke. Til gengæld kan vi finde ud af at holde en fest, og det er netop det, vi skal, slutter Pelle.
Grøn Koncert har allerede afsløret nogle af de kunstnere, som publikum kan opleve i år. Det er Turboweekend, Oh Land, Magtens Korridorer, Østkyst Hustlers, Tina Dickow og Søren Huss.
Turnéplan
16/7: Kolding
17/7: Randers
18/7: Aarhus
19/7: Aalborg
23/7: Esbjerg
24/7: Odense
25/7: Næstved
26/7: København