Kobe Bryant gør farvelkamp til rent Hollywood-eventyr

Den 37-årige basketstjerne takkede af i sin sidste kamp med at score vanvittige 60 point i hjemmesejr.

Offentliggjort Sidst opdateret

Ingen kunne have skrevet et bedre manuskript til at sige farvel efter en imponerende karriere i amerikansk basketball.

Da Kobe Bryant natten til torsdag takkede af hos Los Angeles Lakers skete det med manér, og Bryant viste, hvorfor han efter 20 år i amerikansk basketball er blevet en kæmpestjerne i sporten.

Kobe Bryant sluttede nemlig med at score vanvittige 60 point i farvelkampen i Los Angeles mod Utah Jazz, der blev besejret 101-96.

Opgøret var næsten en stor Hollywood-fortælling værdig, og den følelsesladede kamp blev en stor hyldest til den 37-årige basketstjerne, hvor alverdens kendte folk var mødt op for at hylde den glorværdige karriere.

Således jublede både den tidligere fodboldstjerne David Beckham samt skuespilleren Jack Nicholson med, da Bryant diskede op med sit show for øjnene af 19.060 tilskuere i Staples Center.

Normalt dækkes Los Angeles Lakers kampe af 125 journalister, men til Bryants sidste kamp var 400 mødt op, mens en lang række spillere, som Bryant har spillet sammen med gennem karrieren, også var mødte frem til hyldest.

Der blev vist glimt fra karrierens store øjeblikke på video i hallen før det store farvel, som blev forvandlet til et basketeventyr, da spillet blev sat i gang.

– Jeg kan ikke fatte, hvordan de seneste 20 år er gået. Det her er helt tosset. At stå her sammen med alle jer (i hallen, red.) og mine holdkammerater og værdsætte det her og den rejse, vi har været på.

– Jeg voksede op som Lakers-fan, og jeg vil dø som Lakers-fan – jeg mener en die-hard Lakers-fan. Man ville ikke kunne have skrevet det her bedre. Ingen ord kan beskrive, hvad jeg føler for jer alle.

– Af hele mit hjerte tak, hvad kan jeg ellers sige, lød det fra Bryant, da han efter kampen satte ord på sine følelser efter den sidste kamp.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS