Kiosk får beslaglagt chokolade og kaffe

Kiosk dumper i tre ud af fire kontroller

Toblerone var en ad de varer, som Fødevarestyrelsen to med fra kiosken. Foto: Darren Staples
Offentliggjort Sidst opdateret

En kiosk har så store problemer med at overholde lovgivningen, at Fødevarestyrelsen nu har beslaglagt flere fødevarer.

Det fremgår af en kontrolrapport.

Inden for et halvt år har Fødevarestyrelsen været på besøg fire gange i Lindehave Kiosken på Dyrehavevej i Kolding.

Tre gange har den fået anmærkninger.

“Det giver Fødevarestyrelsen mulighed for at tage skærpede sanktioner i brug under visse forudsætninger”, står der i seneste rapport fra 5. maj.

I den står der – blandt andet – at kiosken har problemer med sporbarheden på en lang række fødevarer.

Det betyder på godt dansk, der ikke er kvitteringer på dem.

Derfor smed styrelsen (fløjls)handskerne og beslaglagde blandt andet kaffe, Toblerone, Snøfler og Toffifee.

Til det havde virksomheden ingen kommentarer. Heller ikke til bøden på 5.000 kroner.

Det besøg kostede kiosken den sureste smiley muligt.

12. april var der også kontrol i kiosken. Og problemet var det samme, men dengang var det dog andre varer, som blev beslaglagt.

Blandt dem spaghetti bolognese, Merrild-kaffe, yum yum og energidrik.

Resultat: En halvsur smiley.

I december 2020 var det ikke varer, men rengøringen, der var problemet.

Det udmundede i en mellemfornøjet smiley.

Det har ikke været muligt for Newsbreak.dk at få en kommentar fra kioskens ejer.

Powered by Labrador CMS