Kaimanunger: Blev det drenge eller piger?
Det var første gang for alle, da Aalborg Zoos kaimanunger skulle kønsbestemmes. Ungerne kom til verden for godt to år siden, som de første der nogensinde er født i en zoologisk have.
Det var lidt af en verdenssensation, da det i 2013 lykkedes Aalborg Zoo at få sorte kaimaner, der er i familie med krokodiller, til at yngle. Det kom der dengang 23 kaimanunger ud af, hvoraf de 10 blev i Aalborg Zoo og 13 blev sendt til Krokodille Zoo på Falster. Nu godt to år senere er ungerne så store, at det er muligt at se, hvilket køn de er.
Opgaven krævede dog adskillige sæt skarpe øjne, for ingen i zoo havde erfaring med den type opgave. Det er nemlig ikke sket før, at sorte kaimaner er kommet til verden i en zoologisk have. Men ved fælles hjælp blev zoolog, dyrlæge og dyrepassere enige om, at de ti kaimanunger var fem hunner og fem hanner.
Da alle ungerne nu var ude af deres anlæg blev de også målt og fik en chip monteret, så man kan registrere og følge deres udvikling fremover. Foreløbig bliver de alle ti i Aalborg Zoo, men et par zoologiske haver i USA har vist interesse for dem.
Håber på flere unger
Og i Aalborg Zoo venter man spændt på, om succesen kan gentages, for de yngleglade kaimaner har leveret endnu et kuld æg, der lige nu ligger i rugemaskine. Hvis alt går vel, kommer der nye små kaimanunger i løbet af august.
Kaimaner lever i regnskoven i Amazonas. En han kan blive op til 300 kilo tung, mens hunnen er noget mindre, hun bliver omkring 100 kg. Kaimanens skind er meget eftertragtet, og på grund af illegal jagt og indskrænkning af dens levesteder er den udrydningstruet.