Hadefuld mand spyttede løs på mor og spædbarn
En tilsyneladende racistisk person overfaldt fredag en kvinde med libanesiske rødder og hendes spædbarn i Kolding. På åben gade spyttede manden løs på kvinden og barnet.
En 28-årig kvinde og hendes spædbarn blev fredag overfaldet på åben gade i Kolding. Kvinden gik på Vejlevej med barnevogn, da en mand i høj fart kom kørende bagfra i en lukket kabineknallert med tre hjul.
– Han kørte meget på. Længere fremme standsede han og bakkede op mod os, fortæller 28-årige Mona, der har libanesiske rødder, til Ekstra Bladet.
Sprang ud af køretøjet og svinede kvinden til
Manden sprang ud af køretøjet og begyndte at svine Mona til. Det skete i form af blandt andet racistiske ukvemsord:
– Han kaldte mig perkertøs og alt muligt ulækkert, siger hun til Ekstra Bladet.
Manden gik tæt på kvinden, mens han råbte og skreg og til sidst sendte han en stor spytklat midt i Monas ansigt. Til sidst bøjede han sig ned over barnevognen og spyttede den fem måneder gamle baby i panden og midt i ansigtet.
Meldt til politiet
Episoden er meldt til Sydøstjyllands Politi, der tager sagen helt alvorligt. Overfaldet er set af flere vidner, beretter Ekstra Bladet.
Overfaldsmanden beskrives som dansker, muskuløs og i 30’erne.
På Monas Facebook-side giver flere andre kvinder udtryk for, at de har oplevet chikane af en mand, der varer til signalementet og køretøjet. Det kan Sydøstjyllands Politi dog ikke bekræfte.