Grand slam-succes til Tauson
Clara Tauson vandt seks partier i streg i andet sæt og er dermed klar til anden runde ved French Open
Clara Tauson er klar til anden runde ved grand slam-tennisturneringen French Open.
Søndag bankede hun georgiske Ekaterine Gorgodze med 6-4, 6-2 i turneringens første runde.
Clara Tauson viste kun få udsving og blev blandt andet brudt i begyndelsen af andet sæt, men derudover havde hun godt styr på sin georgiske modstander kampen igennem.
I anden runde venter enten Victoria Azarenka eller Svetlana Kuznetsova, som mødes senere søndag.
Clara Tauson skulle egentlig have været oppe imod spanske Paula Badosa i første runde, men programmet blev lavet om, og danskeren fik dermed en betragteligt lettere modstander i første runde.
Paula Badosa rangerer således som nummer 34 i verden, mens Ekaterine Gorgodze er nummer 222.
Forskellen mellem Tauson og den georgiske modstander var da også tydelig.
Vandt sikkert
Clara Tauson spillede sig ikke for alvor ud på noget tidspunkt i kampen, men vandt altså alligevel ret sikkert.
Det gjorde hun blandt andet, fordi hun allerede i første sæt fik rigtig godt gang i serven. Hun satte således fem serveesser, mens den georgiske modstander kun fik en enkelt.
De to fulgtes dog pænt ad i første sæt, og det var først i Ekaterine Gorgodzes sidste serveparti, at Tauson fik brudt til sætsejr.
I andet sæt kom Tauson skidt fra land og tabte de to første partier. Men så skruede hun gevaldigt op for niveauet og vandt seks partier i streg.
Hvis Tauson ender med at møde Azarenka i anden runde, kommer hun på en svær op gave. Hviderusseren rangerer lige nu som nummer 15 i verden.