Fly nødlander i Dubai: Ung dansker anholdt
Udenrigsministeriet bekræfter over for TV2, at man har kendskab til en sag om en dansk anholdelse i Dubai.
En 19-årig dansk studerende har siddet fængslet tre måneder i Dubai i De Forenede Arabiske Emirater.
Han blev anholdt i januar for at være i besiddelse af 4000 tramadolpiller. Tramadol er et smertestillende middel, der er forbudt i De Forenede Arabiske Emirater.
Det skriver netmediet Gulf News Courts.
Den 19-årige har ifølge mediet fortalt, at han var på vej hjem til Danmark, da flyet måtte sikkerhedslande i Dubai. Det var her, han blev anholdt for at være i besiddelse af pillerne.
– Jeg blev i transitområdet, men jeg vidste ikke, at tramadol var ulovligt i Dubai, sagde han ifølge Gulf News Courts i retten.
Udenrigsministeriet er bekendt med sagen. Det oplyser ministeriet i en mail til TV2.
“Udenrigsministeriets Borgerservice og generalkonsulatet kan bekræfte, at en dansk statsborger i januar 2017 blev anholdt ved indrejse i Dubais lufthavn”, skriver ministeriet til TV2 og fortsætter:
“Vi kan ikke bidrage med yderligere oplysninger på grund af tavshedspligt i personsager.”
Til medicinske formål
– Det var ikke min mening at komme til Dubai, men flyet var nødt til at lande her. Jeg måtte blive i to dage, og i løbet af den tid, blev pillerne fundet på mig. Jeg bruger dem til medicinske formål, og jeg er ked af det, eftersom jeg ikke vidste, de var forbudt her, forklarede den 19-årige ifølge Gulf News ved retsmødet i forleden i Dubai.
Den 19-årige dansker må indstille sig på at være tilbageholdt i Dubai i mindst halvanden måned mere for der falder først dom i sagen 30. maj.
/ritzau/