Dyrholm: Sølvbjørn åbner internationale døre

Den danske skuespillerinde håber på flere internationale opgaver efter at have modtage en sølvbjørn.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det var en begejstret Trine Dyrholm, der efter at have modtaget Sølvbjørnen ved filmfestivalen i Berlin for bedste kvindelige hovedrolle, fortalte, at hun håber, at prisen kan bære flere internationale opgaver med sig.

– Desto mere en film rejser, desto større er chancerne for, at man kan møde nogle sjove projekter i udlandet også. Det kunne jeg rigtig godt tænke mig på længere sigt, siger Trine Dyrholm lørdag aften til Ritzau.

– Foreløbigt er jeg i gang med at lave “Arvingerne”, hvor jeg også skal instruere to afsnit, så jeg har rigeligt at lave lige nu.

Netop Sølvbjørnen er en pris, som Trine Dyrholm har et helt særligt forhold til. Derfor var det også en synligt begejstret skuespillerinde, der hørte sit navn blive råbt op af juryformanden, den amerikanske skuespiller Meryl Streep.

– Det er jo helt vildt. Jeg kan ikke huske, hvad jeg tænkte i momentet, for jeg var helt i chok. Da jeg stod og skulle op på scenen og opdagede, at jeg skulle op og møde Meryl Streep og have en Sølvbjørn på samme tid, var det næsten ikke til at bære, siger hun.

– Det er så vildt for mig, fordi jeg for to år siden gav bjørne væk som en del af juryen. Nu får jeg lov at tage en med hjem. Det er meget specielt at være her, fordi jeg kender det hele indefra. Det har været en meget stor oplevelse for mig.

Filmfestivalen er langt fra den første prisuddeling, hvor den succesfulde danske skuespillerinde har fået statuetter med hjem, men det er ifølge hende selv klart den største.

– Det er kæmpe anerkendelse. Jeg har ikke prøvet noget lignende. Det er en af de tunge priser, fordi filmfestivalen i Berlin er en af de tunge festivaler. Den giver sindssyg meget opmærksomhed.

Efter en lang række interviews skal Trine Dyrholm og de andre prisvindere lørdag aften fejre deres sølv- eller guldbjørn og spise middag med juryen for med Dyrholms egne ord at sige “pænt goddaw og mange tak”.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS