Dieseltyve fyrer pulverslukker af mod betjente

To dieseltyve stak af fra politiet i bil, men blev anholdt på en gårdsplads ved Bevtoft i Sønderjylland.

Offentliggjort Sidst opdateret

En betjent kom onsdag aften til skade under en anholdelse ved Bevtoft i Sønderjylland. .

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter.

En patrulje satte efter to dieseltyve.

– Klokken 01.54 bemærkede politiet en mistænkelig bil ved Over Jerstal og bad personerne om at standse. De stak dog af, og i eftersættelsen stak de en pulverslukker ud af sideruden og sprøjtede på politibilen, siger Bjørn Pedersen, vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, til Ritzau.

De to personer på 27 og 37 år, der sad i bilen, som var en Seat Ibiza, kørte ind på en gårdsplads ved Galdstedvej i Bevtoft for at stikke af.

De nåede dog ikke langt, før de blev anholdt, fortæller Bjørn Pedersen.

– Uheldigvis falder en af betjentene og brækker armen i faldet. Han er ved godt mod, men det er rigtig træls, siger vagtchefen.

Senere har politiet fundet ud af, at de mange liter diesel er stjålet fra virksomheden Marius Pedersen i Rødekro.

De anholdte bliver sigtet for tyveri og kørsel under indflydelse af stoffer.

De bliver afhørt torsdag formiddag i Haderslev, oplyser vagtchefen.

Powered by Labrador CMS