Derfor skal du undgå light-produkter
Ny forskning peger på sundhedsproblemer ved blandt andet lightsodavand.
Lightsodavand, der typisk er sødet med aspartam, kan måske bidrage til fedme-epidemien frem for at slanke forbrugeren.
De udbredte kunstige sødemidler sakkarin, sukralose og aspartam ændrer nemlig tarmfloraen og fører til nedsat glukose-tolerance. Det kan i sidste ende udvikle sig til problemer med stofskiftet og type 2-diabetes.
Konklusionen stammer fra forskere ved Weizmann-instituttet i Israel, der er kommet frem til resultatet ved at give mus drikkevand tilsat de tre sødemidler i koncentrationer, der svarer til den maksimale dosis tilladt af den amerikanske fødevare- og lægemiddelmyndighed FDA. Det skriver Ingeniøren.
Forskernes hypotese er også testet hos syv frivillige mennesker, der ellers ikke indtog kunstige sødemidler. De blev sat på en diæt med kunstige sødemidler svarende til det acceptable daglige indtag ifølge FDA.
Allerede efter en uge havde fire af dem nedsat glukose-tolerance, fremgår det af en videnskabelige artikel i tidsskriftet Nature.
– Forskningsresultatet ser ud til at være forholdsvist robust, idet de både har testet i dyr og mennesker. Det er et meget fokuseret studie ud fra en klar hypotese. Det bliver spændende at se, om andre studier kan bekræfte resultatet i den nærmeste fremtid, siger professor ved institut for fødevarer og ernæring på Islands Universitet, Thórhallur Halldórsson, til Ingeniøren.
Han har tidligere påvist, at gravides indtag af light-sodavand med aspartam giver øget risiko for at føde for tidligt. Thórhallur Halldórsson forudser, at studiet vil skabe en del debat.
Studiet kan måske forklare, hvorfor indtagelse af sodavand og andre fødevarer med kunstige sødestoffer ofte ikke giver det forventede vægttab, men i stedet kan føre til det modsatte.
/ritzau/