Denne allergi har ramt en halv million danskere
Der er nu næsten en halv million danskere, der selv rapporterer, at de lider af husstøvmideallergi. Da antallet sidst blev undersøgt for 17 år siden, havde kun omkring syv procent af befolkningen diagnosen.
Det skriver Søndagsavisen på baggrund af en undersøgelse foretaget af Webpol for Astma-Allergi Danmark. Flere end 6.000 personer har deltaget i undersøgelsen.
»Det er mange år siden, antallet sidst blev undersøgt, så jeg havde forventet en stigning. Men det her er langt mere, end jeg havde gættet på,« siger underdirektør i Astma-Allergi Danmark Anne Holm Hansen.
Husstøvmideallergi er en af de slemme, for den har du hele året – den er ikke sæsonbetinget som eksempelvis pollenallergi. Og den påvirker både livskvaliteten hos den enkelte og samfundsøkonomien.
For eksempel viser undersøgelsen, at allergi anslås at koste 290.000 sygemeldinger om året og 1,6 millioner ineffektive arbejdsdage.
Allergi er i det hele taget i stærk fremmarch i både Danmark og resten af verden.
Mange udredes dog aldrig og går derfor rundt med en skjult allergi, der kan give en konstant følelse af snue og træthed året rundt.
Derfor er anbefalingen til alle med disse symptomer klar.
»Få en diagnose, så du kan blive ordentligt behandlet,« siger Anne Holm Hansen til Søndagsavisen.
BNB