Den Lille Havfrue igen udsat for omfattende hærværk
Ifølge Københavns Politi har Den Lille Havfrue været udsat for hærværk.
Den ikoniske statue Den Lille Havfrue ved Langelinie i København har været udsat for hærværk med rød maling.
Det oplyser Thomas Tarpgaard, der er vagt ved Københavns Politi.
– Jeg kan sige så meget, at hun i hvert fald ikke længere er bronzefarvet. Det var faktisk Ekstra Bladet, der ringede ind og anmeldte det. Så kører vi derud, og Den Lille Havfrue er ganske rigtig malet rød, siger vagtchefen.
Det var omkring klokken 6.30 tirsdag, at politiet fik anmeldelsen.
– Vi ved ikke, hvor længe den har stået med farven rød, men det er nok sket i løbet af natten.
Indleder efterforskning
Vagtchefen oplyser, at man nu indleder efterforskningen for at finde gerningsmanden, da der er ingen anholdte omkring klokken 7.30 tirsdag.
Den Lille Havfrue
Den Lille Havfrue, bronzeskulptur udført af Edvard Eriksen og opstillet 1913 på Langelinie i København som gave fra brygger Carl Jacobsen.
Den 1,25 m høje havfrue, der sidder på en sten, betragtes verden over som et nationalsymbol for Danmark. Figuren, der er kendt fra H.C. Andersens eventyr, er i sin udformning inspireret af Henri Chapus skulptur af Jeanne d’Arc og af danserinden Ellen Price, der havde legemliggjort havfruen i en ballet på Det Kongelige Teater til musik af Fini Henriques.
Hovedet blev savet af natten til den 25.4.1964, en begivenhed, der vakte stor opmærksomhed. I jagten på “havfruemorderen” deltog bl.a. billedkunstneren Jørgen Nash, der udtalte, at han kendte gerningsmandens identitet, og at han havde genskabt H.C. Andersens eventyr som mediebegivenhed; i 1998 vedgik Nash halshugningen.
Andre overgreb på havfruen skete sommeren 1984, hvor den højre arm blev fjernet, og i januar 1998, hvor hovedet atter blev savet af; gerningsmændene leverede det kort efter tilbage.
Kilde: Den Store Danske.
– Og så skal hun selvfølgelig gøres ren. Det er kommunen, der står for det, og den er allerede blevet inddraget, siger Thomas Tarpgaard.