Dansk instruktør skal lave populær amerikansk serie
Den danske filminstruktør Janus Metz skal prøve kræfter med TV-serien »True Detective«, der har opnået kultstatus i USA.
Instruktøren, der blandt andet stod bag den prisvindende dokumentarfilm »Armadillo«, skal instruere tredje afsnit ud af otte i seriens anden sæson.
Anden sæson af serien har stjernerne Colin Farrell, Rachel McAdams og Vince Vaugnh i hovedrollerne.
Historien finder denne gang sted i og omkring Los Angeles, men ellers er det sparsomt med oplysninger om serien, der har Nic Pizzolatto som skaber og manuskriptforfatter.
Det store hold på 70 personer går i gang med optagelserne 5. januar med Janus Metz i instruktørstolen, men den danske instruktør har allerede skudt et par mindre scener med Colin Farrell og Rachel McAdams.
Janus Metz kalder det en »kæmpe ære« at få lov at stå i spidsen for et afsnit af den højtprofilerede TV-serie:
»Første dag skulle jeg lige tage en dyb indånding, inden jeg gik på settet. Det var trods alt Colin Farrell og Rachel McAdams, jeg skulle ind til. Jeg satte pokerfjæset på, det er man nødt til – de forventer jo, at jeg er instruktøren. Efter vores lille scene fik jeg et klap på skulderen af Colin Farrell og et kindkys af Rachel McAdams. Så havde jeg vist bestået min prøve,« beretter Janus Metz i en pressemeddelelse.
12 millioner amerikanere fulgte første sæson af serien på HBO med de to store navne Matthew McConaughey og Woddy Harrelson i hovedrollerne.
Anden sæson af True Detective får premiere til sommer.