Bent Melchior: Vi er selv ude om nazisammenligning

Uforsigtig omgang med lovforslag risikerer at skade Danmarks omdømme, vurderer tidligere overrabbiner.

Offentliggjort Sidst opdateret

Danmark kan takke sig selv for, at lovforslaget om beslaglæggelse af værdigenstande for flygtninge nu nævnes sammen med nazisternes konfiskation af minoriteters værdier under Anden Verdenskrig.

Det mener tidligere overrabbiner Bent Melchior, som dog ikke synes, at sammenligningen er gangbar.

– Den holder selvfølgelig ikke. Men vi har en lille smule os selv at takke for, at man overhovedet kommer til at lave den sammenligning, for vi har håndteret lovkomplekset forkert, forklarer han til Ritzau, og uddyber:

– Det var først, da man kom med sammenligningen, at man sagde, at det ikke gælder vielsesringe og andre ting med affektionsværdi. Det skulle man have sagt fra starten.

– I stedet laver man et lovforslag, der ser ud som om, det har karakter af det, der faktisk var gældende under nazisternes forfølgelse af mindretal.

Bent Melchior mener, at beslaglæggelse af personlige værdigenstande er et følsomt område, og at Danmark har “trampet rundt i spinatbedet”.

– Selve emnet i sagen er forståeligt, men det er et meget sart område, man træder på, og så skal man træde med varsomhed. Man har ikke fornemmet, at det var en slags hellig jord, man betrådte, siger den tidligere overrabbiner.

Når han betragter lovforslagets fulde omfang, er han positivt stemt over for forslaget.

– Når forslaget får alle sine begrænsninger, så er det formodentlig rimeligt, men forklaringerne bagefter tager ikke det første indtryk væk. Det er det, der hæfter sig, og det er der, vi skal passe på, at vores omdømme ikke lider skade, siger Bent Melchior og uddyber:

– Jeg er bange for, at det kommer til at koste os mere, end vi kommer til at tjene på de stakkels flygtninge, der skal aflevere deres smykker.

– Jeg tror, at den goodwill, som Danmark har i verden fra vores indsats under Anden Verdenskrig, går fløjten, og goodwill er penge værd, både når det drejer sig om turisme og handelsforbindelser.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS